Kemien I Menneskets Tjeneste

202 SPRÆNGSTOFFER Krudt. Den bedste Maade er at anvende overhedet Vanddamp til Ophedning af Træet (Fig. 173). Træet anbringes i den gennemhullede Cylinder A, der ligger inde i Cylinderen b, som er anbragt inden i Cylinderen a. Naar man i Dampkedelen har Damp af passende Spænding, tænder man Ild paa Ild- stedet f, som er forsynet med en Overbygning, der tvinger Flammerne hen imod det proptrækkerformede Damprør c. Naar Damprøret har været op- hedet et Kvarters Tid, skydes den gennemhullede Cylinder ind i b, der er lukket bag til, men aaben i den forreste Del; der lukkes for a, og Jern- dørene oven over d lukkes. Naar Hanen d aabnes, strømmer Dampen ind i c og ophedes stærkt; den ophedede Damp gaar ind i a ved e, gennem- strømmer a fremefter, gaar gennem den aabne forreste Del af b ind i a. Idet den hede Damp strømmer frem imellem Træstykkerne, forkulles disse; Dampen river den udviklede Tjære med sig og gaar ud gennem Kobber- røret g. Ved Hjælp af dette Apparat kan man skaffe en ensformig Ophed- ning og bestemt Varmegrad. Naar Forkulningen er forbi, udtages de glødende Kul og anbringes i et tæt lukket Kar, hvor de afkøles uden at paavirkes af Luftens Ilt. Har man skaffet sig tilstrækkelig rene Raastoffer, maa disse hver for sig findeles til ganske fint Mel, hvorefter de sammenblandes, og man faar Mel- krudt. Dette Stof egner sig ikke til Sprængning eller til Skydning, men an- vendes til Fyrværkeri og til Tændsnore, hvor der ikke kræves nogen særlig stor eksplosiv Virkning. For at faa Krudt, der er brugbart til de første to Øjemed, befugtes Melkrudtet ganske lidt og sammenpresses under meget stærkt Tryk. Derefter deles det igen i Korn af forskellig Størrelse, alt efter den Anvendelse Krudtet skal have. Dersom man ønsker særlig letantændelig Krudt, gør man Salpeter- mængden lidt større, og man anvender Trækul, der er fremstillet ved lav Varmegrad. Naar et Krudtkorn antændes, brænder det fra det Punkt i Over- fladen, hvor Fig. 174. Antændelsen sker, og hen til det diametralt modsatte Punkt i Kornet; derfra breder Forbrændingen sig videre til det næste Krudtkorn og saa videre. Jo større Krudtkornene er, desto langsommere breder Forbrændingen sig. Til Geværer benytter man finkornet Krudt, medens man til Kanoner benytter meget grove Korn, navnlig en særlig Form „prismatisk Krudt" (Fig. 174). De enkelte Korn, der kan have en Vægt af 30 Gram, er sekssidede Prismer, der er gennemboret med oftest syv Kana- ler. Disse Korn anbringes saaledes, at Kanalerne ligger i Skyt- sets Længdeakse, og ved Forbrændingen bevirker Kanalerne, at Kornene brænder ligeligt baade indvendig og udvendig fra. Med saadant Krudt kan der præsteres en Del; paa Chicagoudstillingen fremviste den bekendte kruppske Kanonfabrik saaledes en Kanon, der med en Ladning af 115