Kemien I Menneskets Tjeneste

-I 240 SUKKERSTOFFER, FEDTSTOFFER OG ÆGGEHVIDESTOFFER Baade Rørsukker, Maltsukker og Mælkesukker hører til de egentlige Sukkerarter, da de har den søde Smag. De to sidste giver ogsaa Sukker- prøven, hvad Rørsukker derimod ikke gør; hvis vi koger Rørsukker et Øje- blik med lidt fortyndet Svovlsyre, omdannes det til en Blanding af Drue- sukker og Frugtsukker, og det giver da Sukkerprøven. Dekstrin viser Sukkerprøven i ringe Grad; let viser den det ved Kogning med Syre. Sti- velse kræver lang Tids Kogning med Syre, og den omdannes da til Drue- sukker. Cellulose paavirkes ikke af fortyndet Syre; derimod paavirkes den af koncentreret Svovlsyre, og naar man derefter fortynder med Vand og koger i længere Tid, omdannes den til Druesukker. Naar man har kogt med Syre og derpaa vil anstille Sukkerprøven, maa man sætte saa meget Na- triumhydroxyd til, at Vædsken farver rødt Lakmuspapir blaat. De sammen- satte Sukkerstoffer maa enten af Fermenter eller Syre omdannes til de enkle Sukkerarter, førend de kan gære ved Tilsætning af Gærsvamp. De to Sukkerstoffer, der har størst Betydning som Næringsstoffer, er Rørsukker og Stivelse. ■ == Rørsukker. Dette Stof, som i Nutiden er blevet et vigtigt Næringsstof, findes i Saften af forskellige Planter, navnlig i Sukkerrør, en græsagtig Plante, der hører hjemme i Indien. Det søde Stof i denne Plante hed paa Sanskrit „sakkara"; paa arabisk blev Navnet til „sukhar“, og dette Ord er gaaet temmelig uforandret over i de europæiske Sprog. Oprindelig har man nøjedes med at tygge Sukkerrørets friske Straa, hvad Befolkningen endnu gør i stor Udstrækning i de tropiske Lande. Foruden Rørsukker indeholder Straaet ogsaa Æggehvidestoffer, og det er derfor et værdifuldt Næringsstof, saa det er ret naturligt, at Negrene i Sukkerhøstens Tid i Reglen samler sig et godt Huld. Allerede i Oldtiden forstod man i Indien at udvinde Saften af Sukkerrør og koge den ind til Sukker, som var et meget anset Produkt ikke blot i Indien men ogsaa i Nabolandene, hvad vi ser af, at indiske Fyrster betalte Afgift til Kina i Form af Sukker. I Middelhavslandene kendte man ikke Sukker i Oldtiden; Jøder, Baby- loniere, Ægyptere, Romere og Grækere anvendte Honning som sødende Stof. Fra Indien naaede Kendskabet til Sukker i Middelalderen til Araberne; ved Kaliffernes Hof samt hos Ægyptens Rigmænd blev Sukker anvendt som Nydelsesstof, medens den mindre velstillede Befolkning maatte nøjes med at bruge Sukker som Medicin, en Anvendelse, som det havde i Europa i hvert Fald endnu i det 16de Aarh. I Aaret 996 kom der Sukker fra Aleksandria til Venezia, og her skal man for første Gang have fremstillet Sukkertoppe. Paa Korstogenes Tid kom selve Sukkerrøret til Sydeuropa, hvor det hurtigt udbredte sig, og der plantedes Sukkerplantager flere Steder, navnlig paa Sicilien og i Spanien. Et Vendepunkt i Sukkeravlen indtraadte med Amerikas ■» —