Kemien I Menneskets Tjeneste

250 SUKKERSTOFFER FEDTSTOFFER OG ÆGGEHVIDESTOFFER bort- først Raf- af vedhængende Melasse, som giver det en ubehagelig Bismag; derimod har Melassen af Rør en behagelig, aromatisk Smag. Roesukker underkastes en Raffinering, der enten foregaar paa selve Fabrikken eller i særlige fineringsanstalter. Raffineringen kan foregaa uden Opløsning, og man søger da at skaffe de fremmede Stoffer, Smuds, Fedt og Melasse ved at tilsætte en varm Opløsning af hvidt Sukker. Samtidig centrifugeres, og under Centrifugeringen tilsættes en Opløsning, der stadig er renere og renere. Der kan nu raffineres videre, idet man opløser det udskilte Sukker til Tyksaft. Denne behandles med læsket Kalk, og der tilledes derefter Kultveilte eller Svovlilte, hvorefter der filtreres gennem høje Lag af Benkul, som optager Resten af de frem- mede Stoffer, bl. a. Farvestofferne. Dersom Farven skal være ren hvid, til- sættes ganske lidt Ultramarin, som er et blaat Farvestof, og der inddampes ved lavt Tryk, til Sukkeret udskilles. Dersom man vil lave Topsukker, hæl- des den rene, hvide Fyldmasse i Topforme (Fig. 200; 47), som anbringes vandret i Centrifuger 48; efter Centrifugeringen tages Toppene ud, stilles paa Vogne 53 og skydes ind i Tørreovnen 52, hvor de tørres i et varmt, luftfortyndet Rum. Sukkertærninger fremstilles paa lignende Maade, men Formene er flade Blikkar, der anbringes i dertil indrettede Centrifuger 54; de tørrede Sukkerplader skæres paa Maskiner 55 og 56. Raffineret Sukker er et meget rent Produkt; de bedste Sorter af Top- eller Tærningsukker indeholder ofte over 99,9 pCt. Sukker. Kandis fremstilles, idet man lader Fyldmassen langsomt udskilles paa ophængte Traade. Den brune Kandis faar man af Rørets Raasukker, og den har Melassens aromatiske Smag; en Efterligning fremstilles af Roesukker, som farves med Sukkerkulør. Stivelse dannes i Planternes grønne Blade enten direkte af Vand og Kulstof, eller idet der af disse to Stoffer først dannes Formaldehyd, som der- efter omdannes til Stivelse (Noten S. 239). I Bladene opholder Stivelsen sig ikke ret længe, men den omdannes til Sukkerarter, der opløses i Plante- saften og med denne føres hen til de Steder i Planten, hvor de skal an- vendes til Opbygning af andre Plantestoffer, eller hvor de foreløbig aflejres til senere Brug. Naar Sukkerarterne saaledes aflejres, omdannes de oftest igen til Stivelse. De Plantedele, hvori Stivelsen opmagasineres, er navnlig Frø og Knolde. Stivelsen ligger her parat til, at den kan tages i Brug, naar de begynder at spire, og give dem det nødvendige Materiale i den første Vækstperiode, saa længe Planten endnu ikke kan optage Næringsstoffer fra Jorden eller fra . Luften. Hos de Planter, der indeholder Rørsukker eller Fedtstoffer, erstatter disse Stoffer Stivelsen. Naar vi med det blotte Øje betragter Stivelse, ser vi, at den er et fint,