Kemien I Menneskets Tjeneste

SUKKERSTOFFER, FEDTSTOFFER OG ÆGGEHVIDESTOFFER 261 andet Lager har Leveren kun Plads til en vis Mængde Glykogen. Hvis der tilføres endnu mere Sukkerstof, omdannes det til Fedt. Man kan altsaa blive fed, naar man spiser rigeligt af Sukkerstoffer. Ifald man paa engang spiser meget rigeligt af letfordøjeligt Sukkerstof, kan der fremkomme et Overskud, der heller ikke bliver til Fedt; det udskilles da som Druesukker i Urinen. Dersom en saadan Sukkerudskilning foregaar til Stadighed, tyder det paa en Sygdom, Sukkersyge, der bestaar i, at Mennesket mister Evnen til at op- tage og forbrænde Sukkerstoffer. Tilstedeværelsen af Druesukker i Urinen kan paavises ved Sukkerprøven eller ved Spiritusgæring. Som Middel mod denne Sygdom anvendes Diæt, der gaar ud paa at borttage Sukkerstoffer fra Føden; som sødende Stof kan man da bruge Sakarin (S. 175). Fedtstof op- tages enten af Organismen og aflejres som Fedt, eller ogsaa forbrænder det fuldstændigt. Æggehvidestofferne skulde ved fuldstændig Forbrænding give Kultveilte, Vand, Svovlilte og Kvælstof; men Forbrændingen i Legemet er for disse Stoffers Vedkommende ikke fuldstændig. Kun Svovlet iltes helt; det bliver endogsaa til Svovlsyre, der omsætter sig med tilstedeværende Metalsalte til Sulfater, som udskilles i Urinen. Af de øvrige Grundstoffer opstaar ved Ilt- ningen forskellige Produkter, navnlig Urinstof og Urinsyre. Det første Stof er letopløseligt, medens Urinsyren og dens Salte er tungtopløselige. Hos Mennesket omdannes største Delen af Urinsyren i Leveren til Urinstof, som udskilles i Urinen, der saaledes kun indeholder lidt Urinsyre. Dersom der ved Iltningen af Æggehvidestofferne dannes meget mere Urinsyre, end Le- veren kan omdanne, aflejres Urinsyren eller dens Salte i Muskler og Led, og de fremkalder da Gigt. Brød. Vi har nu set, hvorledes Fordøjelsesvædskerne er i Stand til at omdanne Næringsstofferne til Stoffer, der kan opsuges gennem Tarmvæggen. De fleste Næringsstoffer maa dog i Forvejen tilberedes paa en saadan Maade, at Fordøjelsesvædskerne let kan indvirke paa dem. Dette gælder imidlertid ikke alle. Mælken er saaledes tjenlig som Fødemiddel uden videre Tillavning; det samme er Tilfældet med Fedtstofferne, naar de er skilt fra Bindevæv eller andre fremmede Bestanddele. Ligeledes kan de forskellige Sukkerarter straks spises. Derimod kræver Stivelsen Tillavning, og Cellulose kan slet ikke fordøjes af Mennesker. I Korn og Kartofler findes Stivelsen sammen med Cellulose og andre Stoffer. Naar Kornet males, faar man Mel, der tillige indeholder de fremmede Stoffer. Dersom man tilbereder saadant Mel til Føde for Mennesker, indeholder Føden den ufordøjelige Cellulose, der ingen Næringsværdi har; alligevel er Cellulosen ikke helt uden Betydning, idet den nemlig virker stimulerende paa Fordøjelsesorganerne, og celluloserig Føde som groft Brød og Grøntsager er derfor god for Folk, der har en træg