Kemien I Menneskets Tjeneste

SPIRITUS 269 lignende opnaar man ved at indgnide det med Salt, som tilsuger Vandet, men herved tillige borttager de opløselige Stoffer, der gaar i Saltlagen; naar Saltet er blandet med lidt Salpeter, faar Kødet en smuk rød Farve. Det salte Kød indeholder færre Næringsstoffer, er mere tørt og mindre fordøjeligt end det ferske Kød. Endnu mere holdbart bliver Kødet, naar det røges, efterat det er indgnedet med Salt. Det ophænges da i Rum, der gennemstrømmes af Trærøg; Røgen indeholder Kreosot, der danner Forbindelser med Kødet, som vanskeligt paavirkes af Bakterier. Til Røgning benytter man tørt Træ, da der ellers udvikles megen Vanddamp, som gør Kødet fugtigt. I gamle Dage hængte man Kødet op forneden i Skorstenen; nu foregaar Røgningen i særlige Kamre. Langt hurtigere kan man røge Kødet, naar det bestryges med raa Træeddike (S. 126), der indeholder Kreosot; bagefter tørres det paa et luftigt Sted. I Nutiden har man ogsaa fundet paa Metoder til at opbevare fersk Kød og forsende det lange Veje. I Reglen lader man Kødet fryse, men man anvender ogsaa Henkogning i lukkede Blikdaaser (Konserves); saalænge Daasen ikke aabnes, kan der ingen Bakterier komme til, og Kødet kan derfor vedblive at holde sig. Spiritus. Vin. Kendskab til Vindruen og til af den at lave en oplivende og be- rusende Drik gaar helt tilbage til den forhistoriske Tid. Hvor Vinstokken har sit Hjemsted, ved man ikke med Sikkerhed; man har flere Steder paa Jorden fundet vildtvoksende Vin. I Folkesagnene prises Vinen højt som en Gudedrik, og det er da ret naturligt, at det er Guderne, som har skænket Menneskene Druen. Hos de gamle Grækere var Dionysos (Romernes Bacchus) Vinens Guddom. De græske Sagn fortæller, at Dionysos engang som Dreng strejfede rundt, og da han blev træt, satte han sig paa en Sten for at hvile sig. Mens han nu sad der, saa han en lille grøn Plante, der pludselig skød frem af den stenede Grund; han fik Lyst til Planten og besluttede at tage den med sig hjem og plante den om i en bedre Jord- bund. Guden rykkede derfor Planten op og gav sig paa Vej. Da han havde gaaet lidt, mærkede han, at den brændende Sol skadede Planten, og han be- gyndte at blive bange for, at denne skulde visne for ham, hvis han ikke kunde beskytte den for Solstraalerne. Mens han nu søgte om noget at gemme Planten i, saa han et Fugleben ligge paa Jorden; i dettes Hulhed lagde Dionysos den spæde Plante og gik glad videre. Men saa snart Planten blev beskyttet mod Solheden, begyndte den at vokse, og til sin store Forbav-