Kemien I Menneskets Tjeneste

ÆGGEHVIDESTOFFER, CELLULOSE, KAUTSJUK 333 derved spare paa de kostbare Klude. Saadant Papir lader sig vanskeligt blege, og selv om det lykkes at faa det hvidt, paavirkes de fremmede Stoffer af Lys og Luft, som snart igen giver Papiret en gullig Farve. Opgaven var ikke løst, og ad mekanisk Vej kunde man ikke naa videre. Kemien maatte til; den maatte finde Midler til at skille Cellulosen fra de fremmede Stoffer. Hertil anvendte man fra 1855 Natriumhydroxyd, der omdanner de fremmede Stoffer, men ingen Indvirkning har paa Cellulosen. Ved Hjælp heraf blev man i Stand til at lave Papir af Straa, og man bruger endnu den samme Metode ved Behandlingen af Halfagræsset, der vokser i Nordafrika, og som har faaet en ikke ringe Anvendelse i Papirfabrikationen. Medens det gaar forholdsvis let at faa Cellulosen udskilt af Straa ved Hjælp af Natrium- hydroxyd, er det langt vanskeligere, naar det er Træ, der skal behandles paa denne Maade, da man i saa Fald maa foretage Kogningen ved et Tryk af 10 Atmosfærer. Alligevel blev der i flere Aar fremstillet Træcellulose paa denne Maade, den saakaldte Natroncellulose. Dette Stof fremstilles nu ikke mere, da det ikke har kunnet klare sig i Konkurrencen med en anden Form af Træcellulose, nemlig Sulfitcellulose. Fremstilling af Sulfitcellulose skyldes Englænderen Tilghmann, der i 1866 fremkom med en Anvisning hertil; nogen praktisk Betydning fik Sagen dog ikke, førend Tyskeren Mit- scherlich og Svenskeren Eckmann en halv Snes Aar efter hver i sit Land tog den op. Sulfitcellulose har faaet sit Navn af, at Træet koges med en Opløsning af Kalkiumbrintsulfit*). Dette Stof fremstiller Cellulosefabrikken selv, idet den brænder Svovl eller Svovlkis (en Forbindelse af Jern og Svovl), hvor- ved der dannes Svovlilte, som ledes op gennem høje Taarne, der er tjærede indvendig; Taarnet er fyldt med Kalksten, som overrisles af koldt Vand. Svovlilten forbinder sig med Vandet til Svovlsyrling, som med Vandet dan- ner en Opløsning; idet denne risler ned over Kalkstenene, sker der en ke- misk Omsætning, hvorved der dannes Kalkiumbrintsulfit, der gaar i Opløs- ning og kan opsamles ved Foden af Taarnet. Med denne Opløsning skal Træet nu koges. Her kom der atter en Vanskelighed, da Opløsningen an- griber ikke blot Jern, men ogsaa de andre Metaller, der kunde være Tale om at anvende, med Undtagelse af Bly; man kunde dog ikke bruge Blykar, fordi Kogningen skal foregaa ved Tryk, og det kan Blykar ikke taale. Og- saa denne Vanskelighed blev overvunden. Nu benytter man Jernkedler, som indvendig er forede med Sten, hvis Mellemrum er udfyldt med en Slags Kit, der fremstilles af Glycerin og Blyilte; dette Kit hærdner hurtigt og sidder godt fast paa Jern; hverken Sten eller Kit angribes af Opløsningen. Det Træ, der skal bruges til Fremstilling af Cellulose, sønderdeles først til *) Kalkiumbrintsulfit kan afledes af Svovlsyrling, Brintsulfit (se Noten S. 289), idet en Del af Brinten i denne ombyttes med Kalkium.