Kemien I Menneskets Tjeneste
Forfatter: Hans Rasmussen
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 482
UDK: 66(042)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SALT OG SODA
361
yderste Beholdere, hvor de opslæmmede Stoffer bundfældes, og der sker en
Fordampning, som fortsættes videre i de mellemste Beholdere; Opløsningen
bliver nu saa koncentreret, at de tungtopløselige Salte, Kalkiumsulfat og
Magniumsulfat, udskilles. I de inderste Beholdere gaar Fordampningen vi-
dere, og naar den er omtrent forbi, skovles Saltet sammen i Dynger, hvor-
ved Vædsken, der indeholder de let-
tere opløselige Salte, Natriumbromid,
Kaliumklorid og Magniumklorid, løber
fra. Jo bedre man passer det rette
Tidspunkt for at lade Vandet gaa fra
en Beholder til den næste, desto re-
nere Salt faar man; man benytter sig
her af, at Vægtfylden af Vædsken
stiger med Koncentrationen, og naar
Vandet har naaet en vis Vægtfylde,
lukker man det ind i en ny Behol-
der. Ved rigtig Behandling kan man
faa Spisesalt, der indeholder 97 pCt.
Natriumklorid; dersom man fortsæt-
ter Inddampningen videre, faar man
en ringere Kvalitet, der indeholder
mere af fremmede Salte, men kan
anvendes til teknisk Brug. Det urene
Søsalt har Bismag af Magniumsulfat;
men dette Stof forhøjer Saltets kon-
serverende Egenskaber. Af de frem-
mede Salte kan man udvinde Brom
og Kaliumsalte. Ligesom man ud-
vinder Salt af Havet, faar man det
fra Saltsøer, der findes i tørre Egne
i alle Verdensdele. Her kan Salt-
holdigheden være saa stor, at Søens
Fig. 262. Saltsyderi 1557.
(Stange: Zeitalt. d. Chemie.)
Bredder i den tørre Tid dækkes af et
et tykt Saltlag, der kan skovles op.
I mange forskellige Lande finder man i Jorden Stensalt; ofte inde-
holder det Ler og faar da en graa Farve, medens Jernforbindelser gør det
rødt. Det er sjælden, at Stensaltlagene ligger saaledes, at man kan bryde Sal-
tet i aabne Grave; oftest ligger de dybt nede i Jorden, og man anlægger da
eri lodret Skakt, hvorfra der udgaar vandrette Gange (Fig. 269). Ved Anlægget af
Gangene maa man hele Tiden sørge for, at der bliver store Partier af Salt-
laget staaende som Støttepiller, for at ikke hele Gruben skal styrte sammen.
Naar et Saltværk maa opgives, indeholder det derfor endnu meget Salt. Af