Kemien I Menneskets Tjeneste

362 SALT OG SODA Saltlagene udhugger man store Blokke, som males i Møller; men selv om de pulveriseres godt, egner de sig ikke til Spisesalt, heller ikke naar Sten- saltet er kemisk rent, da det langt vanskeligere end det inddampede Salt op- løses i Vand. Kildesalt (Kogsalt) faar man af de naturlige Saltkilder, der kommer frem ved Jordens Overflade. Saadanne Kilder opstaar, idet en Vandaare løber Fig. 263. Saltopløsningen befries for Jern. (Fotografi i Kraemer: Der Mensch u. die Erde.) igennem et Stensaltlag, og de indeholder i Reglen de samme Salte som Hav- vandet, kun at de tillige fra de omliggende Jordlag har optaget Stoffer som Jernkarbonat og Magniumkarbonat. At udvinde Salt af Kilderne var allerede i den senere Middelalder en vigtig Industri. Inddampningen foregik i en flad Jernpande (Fig. 262), der dels var anbragt paa selve Ildstedet, dels hang paa et Jernstativ, for at den ikke skulde belaste Ildstedets Murværk for stærkt. Det inddampede Salt tørredes undertiden i kegleformede Straakurve. Vandet fra Saltkilderne er en langt stærkere Opløsning end Havvandet; dog er den ikke stærk nok til, at det kan betale sig direkte at inddampe den, og Luftens Varmegrad er i Reglen ikke høj nok til, at man kan be- nytte samme Fremgangsmaade som i Salthaverne. Man søger da paa anden