Kemien I Menneskets Tjeneste
Forfatter: Hans Rasmussen
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 482
UDK: 66(042)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
410
SILIKATER
Fig. 287. Japansk Porcelænsbrænderi.
(Fotografi i Kraemer: Der Mensch u. die Erde.)
Lerindustriens fineste Produkt, Porcelænet, kom temmelig sent til
Vesterlandene. Det er Kineserne, der har opfundet Porcelænet, og efter
deres egne Beretninger at dømme har de kendt dette Stof længe før vor Tids-
regning; dog synes det i Virkeligheden først at være fremkommet nogle Aar-
hundreder senere. Omkring Aar 1000 lærte Kineserne at dekorere Porcelæ-
net med blaa Farve under Glasuren. Denne Opfindelse har de aabenbart
vurderet meget højt;
thi straks efter at den
var kommen frem,
blev det blaamalede
Porcelæn fremstillet
udelukkende til Brug
for Kejseren; ingen
almindelig Kineser
turde tænke paa at
anskaffe denne Vare,
ja han havde ikke
engang Lov til at se
paa den. Senere lær-
te Kineserne at bruge
flere Farver. Ogsaa
Japaneserne havde
en betydelig Porce-
lænsindustri, og i Ret-
ning af at dekorere
Varerne overgik de
Kineserne. I det 13de
Aarh. gæstede Italie-
neren Marco Polo
Kina, og da han kom hjem til Europa igen, fortalte han om det fine kine-
siske Porcelæn; men endnu fik Europæerne ikke den sjældne Vare at se.
Først da Portugiserne havde fundet Søvejen til Asien, kom et af deres Skibe
tilbage med en Ladning Porcelæn, der straks vakte stor Opsigt. Det kine-
siske Porcelæn blev snart Genstand for Folks Begær, skøndt det i Begyn-
delsen maatte vejes op med Guld; Portugiserne skaffede sig en indbringende
Forretning ud af Porcelænshandelen, medens man rundt omkring i Europa
gav sig i Færd med Problemet selv at fremstille Porcelæn. Som vi før har
set, var Datidens kemiske Kundskaber smaa; man kunde derfor ikke gaa
frem ad den videnskabelige Forsknings Vej, men maatte stole paa, at Til-
fældet vilde komme til Hjælp. I de Tider var der endnu mange Mennesker,
der troede paa Guldmageriet, navnlig de, der helst vilde tro paa Vidunderet,’