Kemien I Menneskets Tjeneste

418 JERN andre Stoffer. Det smelter ved 1100—1300°, er temmelig haardt og saa sprødt, at det ikke kan hamres eller valses; ved Glødhede bliver det ikke blødt og kan derfor ikke smedes. Smedeligt Jern har mindre end 1,6 pCt. Kulstof; det er blødere og van- skeligere at smelte end Raajern; i Glødhede bliver det meget blødt og kan da smedes. Det egentlige Smedejern indeholder kun indtil 0,5 pCt. Kulstof og smelter først ved 1500—1600°; det er meget blødt og sejgt og kan derfor let forandre Form, idet man kan hamre eller valse det ud til tynde Plader, trække det ud til Traade og bøje det; ved stærk Ophedning bliver det saa blødt, at to Stykker kan sammensvejses. Staal indeholder over 0,5 pCt. Kul- stof; det er temmelig haardt og kan yderligere hærdes ved Ophedning og plud- selig Afkøling; naar det indeholder ca. 1 pCt. Kul, kan det blive saa haardt, at det ridser i Glas, men det er da temmelig skørt. Træk, Tryk og Stød taaler Staal bedre end Smedejern; det er mere elastisk og modtager derfor vanskeligere en blivende Formforandring. Staal lader sig vanskeligere smede og svejse end Smedejern. De andre fremmede Stoffer har ret forskellig Indflydelse paa Jernets Egenskaber. Kisel i ringe Mængde gør Jernet haardere og fastere, men van- skeligere at smede. Svovl bevirker, at Jernet ved Glødning bliver skørt, saa at det ikke kan valses og hamres. En ganske ringe Mængde Fosfor gør smeltet Jern tyndflydende; men er der blot 0,i pCt. Fosfor i Jernet, bliver det skørt i Kulden. Ilt har lignende Virkning som Svovl, medens Mangan modvirker baade Ilten og Svovlet. Tilsætning af forskellige Metaller kan have heldig Indflydelse paa Jern. Metallerne Wolfram, Krom og Mangan giver saaledes, legerede med Jern, meget haardt Staal. Nikkel gør paa een Gang Staalet haardt, fast og sejgt; derfor egner Nikkelstaal sig især til Panser- plader og Kanoner, men det har den store Ulempe, at det er meget dyrt. I tør Luft holder Jern sig godt; men naar der er Fugtighed til Stede, iltes det let, idet det forbinder sig baade med Ilt og med Vand til Rust, en Art Jernhydroxyd, der ikke bliver liggende som et beskyttende Lag paa Jernet, men falder af som et løst Pulver, og Jernet kan saa iltes videre, indtil det er helt omdannet til Rust. For at hindre Jernet i at ruste kan man beskytte det paa forskellig Maade. Blanke Staalgenstande indsmøres i Olie eller Vaseline, og Fugtigheden kan da ikke trænge ind. Almindelige Brugs- genstande stryges med Asfaltlak, males med Mønnie eller overtrækkes med et tyndt Lag af andre Metaller, f. Eks. Zink (galvaniseret Jern), Nikkel eller Tin. Da Jernet let iltes, findes det sjælden i Naturen som rent Jern. Der- imod er det meget udbredt i Form af Malme, som er jernholdige kemiske Forbindelser. Meget hyppig forekommer Svovlkis, en Forbindelse afjern og Svovl (S. 353), der dog ikke egner sig til Jernfremstilling, hvorimod den