Kemien I Menneskets Tjeneste

JERN 419 benyttes som Raaprodukt i Svovlsyreindustrien; man faar da som Affald et urent Jernilte, der ved kemisk Behandling kan befries for Urenhederne og nu giver et godt Raamateriale for Jernvinding (S. 461), da det indeholder indtil 65 pCt. Jern. Den bedste Malm er Magnetjernsten, der i ren Tilstand bestaar af 72 pCt. Jern og 28 pCt. Ilt, men ofte indeholder en Del Kisel- ilte; meget nær Magnetjernstenen staar et andet Ilte, Rødjernsten, der undertiden forekommer ren under Navn af Jernglans. Mindre værdifulde, men langt almindeligere er Jernkarbonat (48 pCt. Jern) og det vand- holdige Ilte, Brunjernsten (60 pCt. Jern); begge Malmene indeholder oftest mange Urenheder og er da mindre jernholdige. Af de iltholdige Malme kan Jernet udvindes ved at ophede dem med Kul, der allerede ved ca. 400° be- røver Malmen Ilten. Naar Historien lader Broncealderen gaa forud for Jernalderen, kan man ikke slutte heraf, at Mennesket senere har lært Jern at kende end Bronce, som er en Blanding af Kobber og Tin. Da Jernmalme forekommer meget udbredt, og det er langt lettere af Malmene at udvinde Jern end Kobber, maa vi antage, at Jern har været kendt mindst lige saa tidligt. Det Jern, man først fremstillede, har været en Slags Smedejern, der var blødt og fuldt af Slagger, hvorfor Datidens Folk med deres tarvelige Redskaber ikke var i Stand til at bearbejde det ordentligt. Den daarlige Kvalitet af Jernet har be- virket, at Jerngenstande var lidet skattede i Sammenligning med de langt smukkere og mere holdbare Ting, der blev fremstillet af Guld, Sølv, Kobber eller Bronce. Men i Tidens Løb blev Folk dygtigere; de lærte at banke Slaggerne ud af Jernet, og ved at benytte bestemte Jernmalme fik de et haardere Stof, der havde nogen Lighed med Nutidens Staal. Naar man først havde faaet et saadant Stof, lærte man ogsaa at vurdere det, idet man op- dagede, at der heraf kunde fremstilles Brugsgenstande, som stod over de bedste Ting af Bronce. Man arbejdede videre, og da man naaede til at for- bedre selve Fremstillingsmaaden, kunde man ogsaa af de almindelige Malme faa brugbart Jern, og Jernet naaede frem til en Plads, sideordnet med de andre Metaller. De fleste Folk har forstaaet at udvinde Jern. For Kulturfolkenes Ved- kommende gaar Kendskabet til Jernet meget langt tilbage i Tiden; ægyptiske Mindesmærker har Afbildninger af Jernredskaber, og i de gamle Pyramider har man fundet Brudstykker af saadanne, hvoraf man kan slutte, at Ægyp- terne har kendt Jernet for mindst 5000 Aar siden. Vi har ingen sikre Efter- retninger om, hvorledes Oldtidens Folk fremstillede Jern; men de har rime- ligvis behandlet Malmen paa lignende Maade, som den behandles endnu hos Afrikas Naturfolk. Den simpleste Form var at knuse Malmen og blande Stykkerne med Trækul; Blandingen blev saa anbragt i en Fordybning i Jorden og ophedet, idet der fra Blæsebælge af Dyrehuder blev tilført den 27*