Kemien I Menneskets Tjeneste

420 JERN Luft, der var nødvendig for Kullenes Forbrænding. Senere lærte man at ind- rette særlige Ovne (Fig. Fig. 293. Ovn til Udvinding af Jern i Futa Djallon, Afrika. (Kraemer: Der Mensch u. die Erde.) 293 og 294), der var forsynet med Aabninger for Blæserørene og til Udtagning af Jernet. Naar det bløde Jern skulde omdannes til Staal, maatte man faa det til at optage Kul. I dette Øjemed blandes det med Trækul og ophedes under svag Lufttil- førsel. Kullene brænder til Kulilte, der i Berøring med det glødende Jern omdannes til Kultveilte og Kulstof, som trænger ind i Jernet. Navnlig Inderne var berømte for deres Staaltilvirkning. Naturligvis var Oldtidens Staal i Sammenligning med Nu- tidens en meget uensartet Masse; for at gøre den ensartet, maatte den smeltes, men hertil krævedes højere Varmegrad, end man dengang var i Stand til at frembringe. Paa Homers Tid brugte Græ- kerne endnu Kobber til Vaaben og Rustninger og Jern til Brugsgenstande; senere blev dog ogsaa Jern anvendt til Vaaben. Det var dog især Romerne, der gennem deres langvarige Krige lærte at paaskønne Jernets gode Egen- skaber til Vaaben, og overalt, hvor de erobrede nyt Land, anlagde de Jern- ovne og Smedier. Da Folkevandringen nedbrød Oldtidens Kultur, sygnede den almindelige Metalindustri hen. Kun Jernværkerne holdt sig, da de oftest laa i afsides Skovegne, og under den almindelige Ufred var der Trang til Jern, som man ikke kunde undvære til Vaaben. Hele Middelalderen igennem sker der ingen Forbedringer i Jernindu- strien. Først omkring det 15de Aarh. lærte man at tage Vandkraften i Brug baade til at trække Blæsebælgen og Hammeren. Jernværkerne flytter nu fra de afsides Skovegne ned i de folkerige Dale, hvor der er tilstrækkelig Vand- kraft. Man bliver i Stand til at udhamre større Jernstykker, og de større Blæsebælge, der drives med større Kraft, kan gennemblæse tykkere Lag. Man opnaar herved en højere Varmegrad, og man faar ikke længere Jernet som en sejg Masse, men det smelter, og naar det størkner, er det haardt og skørt, saa at det springer under Hammeren. Skøndt man i Begyndelsen ikke var særlig glad for denne Form afjern (Raajern), lærte man snart ved ny Smeltning heraf at frem- bringe et Produkt, der var langt mere ensartet end det tidligere Jern. Fig. 295 viser Jernud- smeltning i det 16de Aarh. I Ildstedet A er der anbragt en høj Jerndigel, der staar i Forbin- delse med en Blæsebælg, som drives ved Vand- Fig. 294. Romersk Jernovn. (Beck: Geschichte des Eisens.) kraft. Jernmalmen knuses og blandes med læsket Kalk, der skal medvirke til at danne Slagger; Blandingen fyldes i Digelen i tynde Lag, der veksler