Kemien I Menneskets Tjeneste

UÆDLE METALLER 465 Bly. Man har endnu ikke fundet noget andet Stof, der kan erstatte Blyet til . dette Brug. — Af Blyets Forbindelser bruges Blyilte til Blyglas (S. 402) og til Blyglasur (S. 415). Ved Ophedning af Blyilte under Luftens Adgang, iltes det til Mønnie, der benyttes som rød Malerfarve. Naar Blyilte behandles med Eddikesyre, dannes Blysukker, som kan opløses i Vand; leder man Kultveilte til denne Opløsning, faar man udskilt et Bundfald af Blyhvidt (Bly- karbonat), der bruges almindelig som Dækfarve. Til Malerfarver bruges endnu to andre Blysalte, Kromgult og Kromrødt, der begge er Blykromater, d. v. s. de indeholder Kromsyrerest (Krom og Ilt). Alle Blyforbindelser er meget giftige. Fig. 330. Granitblok med Gange af Tinsten. (Fotografi i Kraemer: Der Mensch u. die Erde.) Tin er et Metal, der kun forekommer ganske faa Steder paa Jorden. Af Tinmalmene har kun Tin sten (Tinilte) Betydning; den findes oftest i Gange i Granit, og naar Graniten forvitrer, fremkommer der Sand, som inde- holder Tinsten. Da Tin er meget let at udsmelte af Malmen, har det været kendt fra de ældste Tider. Det Folk, der først har lært Tin at kende, er rimeligvis Kineserne, som for over 4000 Aar siden forfærdigede alle Slags Redskaber af Bronce og forstod at fortinne Husholdningskar, en Kunst, som Europæerne kun har kendt i 300 Aar. Fra Kina har Centralasiens Folk faaet Tin, og efterhaanden har Kendskabet til det bredt sig videre til Europa. Europas berømteste Tinlejer fandtes i Oldtiden i England, hvorfra Fø- nikerne skal have hentet Tin; ogsaa i det metalrige Spanien fandtes lidt Tin. I det 12te Aarh. fandt man Tinsten i Erzgebirge; men dette Findested fik ingen Betydning ved Siden af de engelske Lejer, som beherskede Tinmarke- det til langt ind i det 18de Aarh. Jordens tinrigeste Lande er nu den asiatiske Halvø Malakka, nogle af de indiske Øer samt Sydaustralien og Tasmanien; Rasmussen: Kemien i Menneskets Tjeneste 30