Kemien I Menneskets Tjeneste

Forfatter: Hans Rasmussen

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 482

UDK: 66(042)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 502 Forrige Næste
466 UÆDLE METALLER i de senere Aar har endelig Bolivia i Sydamerika haft en stadig tiltagende Tinproduktion. Nedenstaaende Tabel viser Tinproduktionen i 1890 og 1908: 1890 1908 Malakka 27 500 Tons 62 400 Tons Bolivia 1800 — 16 200 — Indiske Øer 10 800 — 13 800 Australien 5 700 — 6 100 England 9 600 — 4 400 Kina 4 000 — 4 000 Andre Lande 600 — 200 — Hele Jorden... 60 000 Tons 107 000 Tons Fremstilling af Tin er meget simpel, naar man blot har en nogenlunde ren Malm. Lettest er det at bruge den Tinsten, der findes i Sandet, da Na- turen i dette Tilfælde selv har foretaget Rensningen; langt vanskeligere bliver det, naar man skal gaa til de oprindelige Bjergarter, hvis Indhold af Tinsten er meget ringe. Fremgangsmaaden er i Nutiden omtrent den samme, som den har været i umindelige Tider. Ved Hjælp af rindende Vand udvadskes Sandet (Fig. 331), og man faar derved en temmelig ren Tinsten. Denne blan- des med Trækul og ophedes i Skaktovne; Kullene reducerer da Tinstenen til metallisk Tin. Fig. 332 viser en lav Ovn A, hvor Luften indblæses ved Hjælp af to Blæsebælge, B, som er dannede af runde Bundstykker, for- bundne med Læder. Paa Malakka, hvor Verdens største Tinværker findes, udsmeltes Tinnet ofte i Flammeovne; der tilsættes da ingen Slaggestoffer, da Tinstenen altid indeholder noget Kvarts, som med de fremmede Metaller danner tinholdige Slagger, der bearbejdes videre i Flammeovnen. Paa de indiske Øer bruger man endnu hyppigt den gamle „ Kineserovn“ (Fig. 333); det er en lav Skaktovn, der er bygget af Ler, og hvori Luften blæses ind ved Hjælp af Blæsebælge, der drives med Haandkraft. Medens den Tinsten, man faar ved Udvadskning af Sandet, kan indeholde indtil 70 pCt. Tin, er Tinindholdet af Bjergarten ofte ikke mere end V2 pCt. I Erzgebirge vilde det næppe betale sig at udsmelte Malmen, hvis den ikke indeholdt en Uren- hed af stor Betydning, nemlig Wolframit, en kemisk Forbindelse afjern, Mangan, Wolfram og Ilt. Malmen bliver først knust og slæmmet, hvorved de værdiløse Stenarter fjærnes; derefter ristes den og udvadskes med Svovl- syre. Nu staar der tilbage at fjærne Wolframitet; i dette Øjemed smelter man med Soda, hvorved der dannes opløseligt Natriumwolframat, der udtrækkes med Vand. Efter denne omstændelige Behandling naar man til en