Kemien I Menneskets Tjeneste

80 FLOGISTON-KEMIEN Grad, at han intetsteds i England kunde faa noget at fortjene. Forfulgt over- alt af sine Modstandere maatte han udvandre til Amerika, hvor han døde den 6te Februar 1804. Priestley var først og fremmest en fremragende Eksperimentator; ad Eksperimentets Vej, udrustet med ret tarvelige Hjælpemidler, gjorde han en Mængde Opdagelser, hvorved særlig Kendskabet til Luftarterne udvidedes. Han opdagede saaledes Brintklorid, Svovlilte, Kulilte, Ammoniak og Ilt. Op- dagelsen af Ilten er hans største Bedrift, og denne alene maa give ham en fremragende Plads i Kemiens Historie, skøndt han maa dele Æren med Svenskeren Scheele. Ilten er Jordens vigtigste Grundstof, og Kendskab til denne var en nødvendig Betingelse for at faa Forbrændingsspørgsmaalet løst og dermed føre Kemien ind i nye Baner. Det var den 1ste August 1774, at Priestley fremstillede Ilt af det røde Kviksølvilte, som ved Ophedning spaltes til Kviksølv og Ilt (Fig. 93). I Kolben a er der Kviksølvilte, som opvarmes ved Hjælp af Solstraaler, der samles i Brænd- glasset d; Glassene b og c er fyldte med Kviksølv. Der er andre, som før Priest- ley har fundet, at Kviksølvilte ved Op- hedning bliver til Kviksølv, idet det af- giver en Luftart; men det er Priestley, som opsamlede Luftarten og nærmere un- F>g- 93. dersøgte den. Han fandt da, at denne æa cour og Appei. Histonsk Fysik.) Luftart underholdt Forbrændingen langt bedre end andre Luftarter, han kendte. Priestley antager endogsaa, at naar den atmosfæriske Luft underholder Forbrændingen og er nødvendig for Aandingen, skyldes det den nye Luftart; han finder ogsaa, at den nye Luft- art optages af Kvælstofilte (se S. 34), og han benytter dette Forhold til at bestemme Iltmængden i en Luftblanding. Priestley naaede endogsaa gennem sine Forsøg med Ilten til at klare dennes Betydning for Dyr og Planter, hvilket er langt mere indviklet end selve Forbrændingsfænomenet. Men til Trods for alt dette, kom han ikke længere; den rigtige Forklaring vilde han ikke se, det gjaldt for ham kun om at faa sine Resultater i Overensstem- melse med Flogistonteorien. Hans Forklaring bliver da: Naar et Legeme brænder, bortgaar der Flogiston, men Betingelsen herfor er, at der er et andet Legeme til Stede, som kan optage Flogiston. Luften kan optage Flogi- ston, men kun en vis Mængde, saa bliver den mættet med Flogiston, og Forbrændingen maa da standse. Jo mindre Flogiston der er i Luften, desto livligere foregaar Forbrændingen; Ilten maa da være Luft, der er helt fri for Flogiston, og Kvælstof er Luft, der er mættet med Flogiston. Det hele ser jo ret bestikkende ud, men ubegribeligt er det, at den store Eksperimentator