Kemien I Menneskets Tjeneste

88 LAVOISIER forbinder sig med den udviklede Brint; Vægten af Brinten og Ilten tilsammen maa være lig med Vandets Vægttab. Ogsaa Kultveiltes Sammensætning efter Vægtforhold bestemmer Lavoisier. I en Klokke afspærrer han Ilt med Kviksølv; derefter bringer han op i Klokken et Stykke Kul, der er vejet, og som ligger i en lille Skaal sammen med en Smule Fosfor og Fyrsvamp. Ved Hjælp af en glødende Jerntraad antænder han Fos- foret, som ved Forbrændingen udvikler tilstrækkelig Varme til, at Kullet kan antændes. Naar Kullet brænder til Kul- tveilte, bliver Luftrumfanget uforandret. Lavoisier bestem- mer nu Vægten af det Kul, der er brændt, idet han tager Skaalen ud og atter vejer Kullet. Kultveiltemængden finder han ved at bringe en Opløsning af Kaliumhydroxyd op over Kviksølvet i Klokken; Kaliumhydroxydet opsuger Kultveilten, og Kviksølvet stiger saa højt op i Klokken, at det indtager Kultveiltens Plads; heraf kunde Lavoisier finde Rumfanget af den Kultveilte, der dannedes ved Forbrændingen, og han kunde nu beregne Vægtforholdet mellem Kulstof og Ilt. Dette Forsøg benytter han som Udgangspunkt for at finde Sammensæt- ningen af forskellige organiske Stoffer, saaledes Sprit, Olie og Voks. Ved at lade disse Stoffer brænde, finder han, at der kun dannes Kultveilte og Vand, og han slutter heraf, at de kun kan indeholde Kulstof, Ilt og Brint. Idet han behandler dem paa lignende Maade som Kullet i ovennævnte Forsøg, be- stemmer han Vægtforholdene mellem de tre Grundstoffer. Allerede Priestley godtgjorde ved sine Forsøg, at Ilt er nødvendig for Aandingen. Lavoisier gaar videre, idet han viser, at Ilten benyttes i Legemet til at danne Vand og Kultveilte og at der altsaa i Mennesket sker en For- brænding, hvorved den Varme, som er nødvendig for os, udvikles. Han paa- viser, at Kultveilten, vi udaander, optager Kulstoffet fra Blodet, og at vi derfor vilde brændes helt op og fortære os selv, hvis vi ikke gennem Føden atter erstattede det, der brænder bort. Ved Forsøg finder han endvidere, at ved anstrengende Arbejde er Forbrændingen livligere og Kulstofforbruget større; han naar da til det Resultat, at de fattige, som nødvendigvis maa arbejde, har Trang til mere Kulstof end de rige Døgenigte, men alligevel kan disse, paa Grund af en uheldig Fordeling af Livets Goder, lettere end