De Jyske Brunkul

Brunkullenes Dannelsesmaade og Alder. Da jeg i Sommeren 1898 begyndte en' foreløbig Undersøgelse af de jydske Brunkullag, var Johnstrup’s Betragtning af dem endnu den gængse. Ifølge denne opfattedes de (jfr. Indledningen, S. 4) som Driv- tømmer, aflejret hist og her paa sumpede Strandbredder. Man tænkte sig, at Drivtømmeret var kommet Sydfra, med store Floder, udfor hvis Mundinger og i hvis Deltaer Stammerne aflejredes — paa lig- nende Maade som Træstammer i Nutiden føres med Strømmen f. Eks. af Missisippi og aflejres i dens Delta. Man ansaa med andre Ord vore Brunkul for at være allochtone Dannelser1). Grunden til, at Johnstrup, der dog ansaa de tyske Brunkul for autochtone og aflejrede i Ferskvands-Bassiner, antog en anden Dan- nelsesmaade for de jydske Brunkul, var — som ovenfor nævnt — den, at alle den danske „Brunkulformation“s Forsteninger var Salt- vandsdyr, og at der ikke i Kullene eller de dem ledsagende Lerlag var fundet Levninger af Blade eller Frugter. Mine Iagttagelser førte mig hurtigt til den Opfattelse, at de jydske Brunkul ligesaavel som de tyske er autochtone og aflejrede i Fersk- vands-Bassiner. Det viste sig nemlig, at Træstammerne langtfra spillede en saa dominerende Rolle i Kullagene som Drivtømmer- Theorien formentlig maa kræve. Vel indeholder Kullene paa mange Steder talrige Stammer og Stammestykker, for aller største Delen af Naaletræer, men næppe flere end Fyrrelaget i en almindelig dansk Skovmose (det maa erindres, at Naaletræernes Ved paa Grund af dets store Harpiksindhold er langt mere holdbart end Veddet af tokim- bladede Planter), og mange tyske Brunkulflötzer indeholder store Mængder af Stammer, uden at man derfor opfatter dem som alloch- tone. Endelig gør de Stammer og Stammestykker, jeg udgravede af ’) Spørgsmaalet, om Kullagene — saavel Brunkul som Stenkul — er autochtone eller allochtone Dannelser, er gammelt og ofte diskuteret, jfr. Potonié 1896.