De Jyske Brunkul

72 gamle Kulbunke i Vesterskov fandt jeg Brudstykker af Gytje; det var netop dem, der indeholdt Sequoia og Laurus. Ved Sandfeldgaard, hvor jeg i 1906 havde en udmærket Lejlighed til at studere Gytjen nærmere, danner den, som ovenfor nævnt et c. 1,50 m. mægtigt Lag og er udpræget lagdelt; paa de vandrette Lagflader findes en ganske tynd Belægning af yderst fint, hvidt Glimmersand, og Lagfladerne viser ved Spaltning en meget karak- teristisk Tegning (jfr. Fig. 11), idet de hvidpudrede Flader er gen- nemtrukne af et uregelmæssigt Net af grovere og tyndere, mørke Linjer, der vistnok skyldes smaa Forskydninger i Massen og ikke Fig. 11. Brunkul-Gytje fra Sandfeldgaard. Horizontal Lagflade. (Naturlig Størrelse). staar i Forbindelse med Organismer. Gytjelaget hviler her paa grovt Kvartssand og er skarpt sondret fra dette, men opefter gaar det jævnt over i de jordagtige Brunkul. Under Udgravningen af Profilet ved Sandfeldgaard lod jeg — for at kunne arbejde tørt i Udgravningen — grave en Rende ned til Engen; en Del af det vandfyldte Kvartssand under Gytjelaget skylle- des ved denne Lejlighed bort med Vandet, og et tæt Rodfilt, der hang ned fra Gytjelagets Underflade, kom da til Syne1). De fleste ’) Potonié (1907, S. 10) giver et Billede af en analog »Röhrichtboden« under et Brunkullag ved Teuchern (Prov. Sachsen). Rødder, der fortsættes ned i Underlaget under Kul eller Tørv, betragtes i Almin- delighed som sikre Beviser for Kullenes eller Tørvens Autochtoni; i dette Tilfælde, hvor jeg ikke kunde følge Rødderne opefter gennem Gytjen, beviser de naturligvis intet med Hensyn til Gytjens eller Brunkullenes Autochtoni.