De Jyske Brunkul

73 Rødder er kun faa mm., enkelte 1-—1,5 cm. i Tværsnit; deres Epi- derm og Centralcylinder er særdeles vel bevarede; Røddernes Længde er 10—15 cm. Disse Rødder, der ikke kunde følges op gennem den overliggende Gytje, maa være Resterne af den første Vegetation paa Stedet; senere har den Sø dannet sig, hvori Gytjen blev aflejret, og først langt senere er Søen efterhaanden „groet til“ og den Tørvedannelse be- gyndt, hvorved de egentlige, jordagtige Brunkul dannedes. Ganske vist kunde man a priori tænke sig, at Gytjen var en Brakvands-Gytje og at man burde søge Analogien til den i vore hævede Fjordvige fra Tapes-Havet, i hvilke man træffer samme Lag- følge som i Moserne: Tørv over Gytje; en nøjere Undersøgelse af Gytjens Indhold af Fossiler afviste dog hurtigt denne Tanke; thi dels indeholdt Gytjen ingen Saltvands- eller Brakvands-Organismer1) og dels indeholdt den forskellige Ferskvandsplanter: Frø af Hy- drocharis tertiaria, en hel Række udprægede Ferskvands-Diatoméer samt Ferskvandsalgen Botryococcus Braunii. Denne Brunkul-Gytje (Dysodil, som den ofte kaldes i Littera- turen) viste sig overhovedet langt rigere paa Blade, Frø og Frugter end de egentlige Kul; de allerfleste af mine Plantefund stammer fra Gytjen. At tidligere Undersøgere havde overset Gytjen eller ikke holdt den ude fra de egentlige Kul, lader sig let forklare, da Overgangen mellem Gytjen og Kullene altid er jævn. Hvad nu de egentlige, jordagtige Brunkul over Gytjen angaar, da har Leo Lesquereux allerede for længe siden (Mining magazine, Febr. 1860) paavist den fuldstændige Analogi mellem de amerikanske Dismal- og Alligator-Swåmps og de tertiære Brunkullag, en Analogi, der bliver saa meget mere fuldstændig for de Brunkullags Vedkom- mende, der for en stor Del — f. Eks. Kullene ved Senftenberg i Nieder Lausitz — er dannede af Taxodium distichum. I Senftenberg- Kullaget, hvoraf Potonié (1896) har givet et udmærket Billede, findes 3 adskilte Horizonter med mægtige Taxodium-Stubbe staaende paa Roden; saadanne opretstaaende Stammer paa Roden er ikke kendte fra vore jydske Brunkul2), men det fremgaar ogsaa af Potonié’s Ud- talelser (1. c.), at de er en Sjældenhed i de tyske Brunkul. ’) Bortset fra de enkelte Diatoméer, der af Østrup betegnes som »Ferskvands- og Brakvandsformer« (se S. 61). 2) I Mineralogisk Museums Arkiv findes to Breve fra Hr. Chr. Christensen, Man- sing pr. Kjellerup, daterede 30. Septbr. og 15. Novbr. 1901, med Oplysning om, at der hos Hr. Chr. Sørensen i Balle, c. 1/2 Mil Nordvest for Silkeborg, er fundet »Trækul- lejer« og »opretstaaende Træstammer med Sand og Ler imellem« i 12—30 Alens Dybde under et c. 12 Alen tykt Lerlag. Det fremgaar ikke helt klart af Brevene, hvad det er, Meddeleren har set; jeg fremdrager dem her, for at en kommende Undersøgelse paa denne Egn kan have sin Opmærksomhed henvendt paa Lokaliteten.