Sort Salt
Udsigt Over Tangsaltets Historie I Danmark Og Norge

2 A. Kock meddeler, efter G. Jonsson, den islandske Form: »Tak grått salt af vondum gjöldum“. Og dog havde det sorte Salt været en godt kjendt, endog hjemlandsk Vare, som det kan ses af et Sted hos Agricola: de natura fossilium 1546. Saltet regnes af ham til sued con- crete stivnet Lage, og en Del Findesteder for forskellig farvet Stensalt samt Indvinding af Saltkilder og Havvand nævnes, hvoriblandt „at niger tantum est norvegius is, qui coquitur in ferreis ollis, quo rustica plebs utitur“2) o: saa sort er det norske Salt, der indkoges i Jærngryder, at det kun bruges af Landalmuen. Det ses, at Sal fra nevtr. hos Laale er bleven mase. her. Agricola (Bauer) var en Læge fra Chemnitz, men havde af Interesse for Metallurgien praktiseret i Joachimsthal, hvor Sølv- værket, der gav Daleren sit Navn, ]aa. Han skrev Bøger om Bjergværkskunsten og Stenlæren, hvori han samlede sin Tids Viden herom, og han viser sig at være mærkelig godt under- rettet om Bjergdriften i Skandinavien, saa hans Udtalelser sikkert hviler paa Beretninger fra Øjenvidner, der maaske have arbejdet i Norge og Sverige som Bjergværksmestre. En af disse kan da have rejst fra Pommern til Kjøbenhavn, Coppen- haga Daniæ, hvor man paa Vejen, som Agricola siger, ser Møens Kridtklinter: „Muna deserta insula maris Balthici habet cretœ colles“. Har det norske Salt været sort, saa har vel dengang ogsaa det danske Salt haft en lignende Farve. Saltbrændingen var tildels en Husflid, siger Troels Lund3), og den gik tilbage til forhistoriske Tider, Frithjofs Saga og Saxo omtaler „Salt- ueldere“4), Saltsydere. De primitive Forhold, hvorunder denne Husflid dreves, har sat sit Mærke paa Produktet. Men der er hos Agricola en vis Forbavselse over dette sorte Salt, der kommer frem i Ordet „tantum“. Saa sort synes han