Sort Salt
Udsigt Over Tangsaltets Historie I Danmark Og Norge

4 Salt, som kaldtes Salpetersalt78) (Licht: Meditationes de sale communi Hafniæ 1749). Det er jo muligt, at Nordboernes Tangbrænding er blevet berettet til Theophrast, men Agricola ved intet derom af egen Erfaring, hans Meddelelse er kun en literær Arv. Umbrerne eller Imbrierne kaldes det ukjendte Folk, som brændte Siv og Rør, og V.Hehn7) mener, at disse Siv, som ogsaa omtales i Aristoteles’ Meteorologia, voxede i Sumpe ved Saltkilder. M. I. Schleiden8) nævner lignende Fremgangsmaader fra Afrika. Schleiden (I. c.) skriver ogsaa, at Plinius og Nonnus bestemt angiver, at den ovennævnte Saltindvinding af Saltvand ved Baai fandt Sted i Skandinavien. Dette er dog en Misforstaa- else. Plinius nævner kun Gallien, Germanien og Spanien. Lud. Nonnius9) (ikke Nonnus) udgav 1627 en Bog: Diæ- teticon s. de re cibaria, der citerer L. Lemnius10), en hol- landsk Læge, der døde 1568, og som havde skrevet en Bog de occultis naturae miraculis, hvori det omtales, at man i „Ze- land“ indvandt Salt af Strandtørvs Aske. Lernmius selv kal- der denne Fremgangsmaade enestaaende og ukjendt, singularis et inaudita. Det er aabenbart Tørv fra undersøiske Moser, dækkede af Havet ved Højvande (Flod) og sænkede ved den saakaldte store Nordsøsænkning, ligesom den frisiske Havtørv, der kaldes Tuul og som senere skal omtales. I Normandiet kaldtes den paa Kysten opdrevne Tang og Tare11) for varech12), wrac af oldn. vagrek, hvad Havet skyl- ler i Land som andet Vraggods, og dette Navn gik over paa Asken. Senere kaldtes ogsaa de daarligere Sorter baade af Træ, af Sild og af Potaske for wrak, brak og wrakwrak18). I Skotland og paa Orkneyøerne kaldes Asken Kelp, men Tan- gen stadig wrack14). Tangasken, Kelp og Varech har i de senere Tider haft forskellige Anvendelser, da den indeholder