Sort Salt
Udsigt Over Tangsaltets Historie I Danmark Og Norge

8 Ølstykke Herred), baade Saltaske og hjemmebrændt Salt76), for- uden det fremmede graa Boysalt, som førtes fra Cadix eller en anden Bay i Spanien og Frankrig30). Saa Færingerne ere altsaa ikke ene om at anvende den raa Aske. I Kantsler Claus Gjordsens Optegnelser om Len fra 1520 (Ny danske Mag. VI. BcL, 1836) nævnes som Afgift af Ravnsborg Len (Laaland) tolv smale Tønner Salt, og af Næsbyhoved (Fyen) to pund Salt. Det er vistnok Tangsalt, her er Tale om, hvad ogsaa Allen, der anser Tangsaltet for det sædvanlige og oprindelige, mener. (Tre nordiske Rigers Historie IV. 1, 1870). Ligesaa naar Jesper Daa 17. April 1539 faar uvedkommende Saltbrænding paa Øen Lang (øst for Bogense) forbudt, og naar Chresten Friis 11. Juni 1542 fortenes med Ovegaard og Fro ve- lunds Sattkjedel (Fruerlund syd for Lille Vildmose), hvorom Dan- ske Kancelliregistranter 1535—50 oplyser. Som en Undtagelse nævnes 25. April 1552 en Tilladelse for en vis Friis til at brænde Saltvands Salt i Arhus. Man vilde dog nu den kostbare Saltsydning til Livs, fordi den gik ud over Skovene, og 23. Juli 1552 beordres Saltpan- derne paa Sebygaards Gods i Vendsyssel nedlagte og Saltland- gilde afløst af Penge; dog omtales 1569 et Saltsyderi i Ebeltoft, og 1572 faar Adrian v. Murbech m. fl. Tilladelse til at sy de Salt i Nørrejylland (Kancelliets Brevbøger). Naar der senere i Vendsyssel 1662 betales Salt i Landgilde31), er det formodentlig ogsaa Tangsalt af hjemlig Tilvirkning, da Saltsyderi af Tangaske omtales dér 175932), hvor det nævnes, at „Asken distileres til Lage kaldet Sye Brouu (Syde Bryg?) Th es trup83) angiver, at Saltpanden ved Haslegaard nævnes 1478 og omtaler „Stensalt“ (se nedenfor) fra Jyllands østre Strand og hjemmekaaget eller Læsøe Salt. Dette sidste var oprindelig Tangsalt, men blev senere indkogt af Havvand, opsamlet i Hul- ler, gravede i Sandet ved Stranden og noget inddampet af Solen.