Beretning om det femte danske Industrimøde i Odense
Fra den 18. til 21. Juli 1885.

til Jorden, behandlet med Kølighed af Bladene og med Lige- gyldighed af Indfødte og Fremmede. I denne Omstændighed kan nu Optimister for mig gjærne se et Bevis paa vort Folks dybe liistonske Saus, der ikke ofrer Tid paa Døgngts efemære Frembringelser, men med Forkjærlighed dvæler ved Forfædrenes Liv og Arbejde. Jeg tror nu, at det er sikrere at ræsonnere saaledes: at den historiske Udstilling i 1879 skylder den Om- stændighed sit Held, at den fremkom i en Periode, da det var bleven et Dogme i det store Publikum, at det skulde bøje sig for det „Antikes“ Alder, at man burde finde enhver Gjenstand smukj Daar den blot saa tilstrækkelig gammel og luvslidt ud. At det er en Modesag, dette Liebhaberi, der sluger For- tidens Kunstindustri raa, Kjærne og Skal imellem hinanden, betragter jeg som sikkert; men dette udelukker ikke, at denne Mode har en historisk Oprindelse: Tulipanmanien for to Hundiedaar siden stod, sikkert merø i Forbindelse msd Hollændernes pludselige Velstand ved Erobringen af Java end med nogen sand botanisk Interesse; Kinesermanien var en Farsot, som Ostindiefarerne bragte til Evropa, og da man udryddede de sidste uafhængige skotske Klaner, opstod der ved det engelske Hof og derfra over hele Evropa et Sværmeri for Højlandene og Alt, hvad skotsk var, som klædte alle Gj en st ånde i Tartanfarver. Den franske Forfatter H. Taine har ment at have fundet Oprindelsen til den nuværende Marskandisersmag for gamle Sager; den hidrører fra den nye Adel, som dette Aaihundiede har skabt. Den første Napoleons Generaler og Hertuger, det andet Kejserdømmes Finansbaroner følte en naturlig Trang til at udsmykke deres Hjem og omgive sig med Gjenstande, som kunde faa dem selv og Audre til at glemme, at deres Herlighed var fra igaar og maaske kun varede til imorgen; saa opstod da denne vilde Klapjagt efter gamle Møbler, Gobelins og Gud véd hvad, bredende sig til andre Samfundslag og audre Nationer, som slet Intet kjendte til den oprindelige Aarsag. Der kunde tænkes andre For- klaringer: det kunde jo være saa, at klartskuende Aauder — hvem da den stoi’e Hob ukritisk fulgte — forudsaa store Omvæltninger og Rystelser i de gamle Samfund og derfor lige- som klyngede sig til de synlige Tegn paa en Kultur, der stod i I’ are for at gaa tilgrunde under det Nyes Frembrud.