Chemiske Breve 1854

233 Heraf fremgaaer, at et Dyrs Arbejdskraft staaer i et bestemt Forhold til Overskud et af Foder, hvilket i Hviletilstand forøger Dyrets Legemsvægt. Naar vi ikke fortolke den evige, Uforanderlig faste Naturlov paa en salst Maade, saa kan For- holdet i den plastiske Næring, som det arbejdende Menneske daglig behøver, ikke være ringere end det, Naturen selv tilbereder for det menneskelige Legemes Udvikling i alle dets enkelte Dele, det er det For- hold, som vi sinde det i Modermælken. Det arbej- dende Menneskes Næring skulde følgelig paa fire Vægtdele ikke qvcelstofholdige Substanser indeholde een Vcegtdel plastisk Næringsstof. Dette vil naturligviis ikke sige andet, end hvad man har vidst, saa længe Verden var til, og der levede Mennesker i Verden, at ethvert Individ, naar det skal forrette det Maal af Arbeide, som det kan udrette ifølge de Betingelser, der ligge i dets Organismus, maa forstærke Brødet med en vis Qvantitet Kisd, at Forholdet mellem de plastiske og de andre Bestanddele i Næringen maa tiltage efter Legemets Beskaffenhed, naar det anvender mere end en middelmaadig Arbejdskraft, at man derimod i Hviletilstand behøver en ringere Mængde af plastisk Næringsstof. Heraf fslger fremdeles, at Barnet, der maa undvære den Velgjerning at modtage den fornødne Næring af sin Moder, naar det ernæres med Komælk, der indeholder en større Mængde plastisk Næring, maa have denne Komælk blandet med Mælkesukker (Sukker), eller Komælk i sin Melmad, som Erfaring