Chemiske Breve 1854

242 Maade forsvinder det daglig fortærede Fedt i et Menneske eller Dyr, hvis Bcegt ikke forandrer sig fra den ene Dag til den anden. Naar Dyrenes Næring forsges med en stsrre Mængde Fedt end den, der svarer til den indaan- dede Jltmcengde, saa hober dette Overskud sig op i Celler, hvis Vægge bestaae af den samme Sub- stans, som udgiør Hovedbestanddelen af Membraner og Ben. Naar Blodets eller Næringens Bestand- dele ikke forslaae for denne Celledannelse, saa for- bruges Musklernes Substans dertil, Dyret vinder i Fedt og taber i Kipd; udover dette Punct ophober sig hos Gæssene f. Ex. Fedtet i Blodet, der ind- træder Sygdom, tilsidst Dsd. (Persoz i ^nn. de ebim. el clo pl>^8. XlV p. 417, 8.) Naar Dyrene i deres Næring nyde et større Qvantum af plastiske og qvælstoffrie (ikke fede) Næ- ringsstoffer, end fornødent for at vedligeholde deres Livs- og Aandedrcetsproces, saa ophobe de plastiske Bestanddele sig i Form af Kiød og Cellevcev, de qvælstoffrie (Sukker, Mælkesukker etc.) forvandle sig til Fedt. Denne vigtige Kiendsgierning, at Sukkeret, der under Fordøielsen opstaaer af Kornsorternes, Kar- toflernes, Bælgfrngterues Stivelse, i Dyrenes Le- geme forvandles til Fedt, naar et tilstrækkeligt Ma- teriale for Celledannelse er tilstede, er ved Forsvg af Persoz og Boussingault (I. 6. S. 419) hævet over al Tvivl. Det er ovenfor fremhævet, at Druesukker og Mælkesukker have en Kulsyren lignende Sammen- sætning; paa eet ZEqvivalent Kulstof indeholder Kul-