Chemiske Breve 1854

319 40—48 (Th. Way og O g ston) indtil 60 Proc.*) (Erdmann); der gives Hvede, hvis Askebestand- dele ere de samme med Hensyn til Beskaffenhed og Mængde, som det udkogte og udblødte Kipds, og det lader sig ikke paastaae, at Brød af dette Mel, udelukkende fortceret, i Længden kan opholde Livet.**) Det fineste Hvedemel indeholder mere Stivelse end det sædvanlige, Hvedeklid er forholdsvis rigest paa Plantelim (Glutein). Det fine amerikanske Hvedemel hører til de glu- teinrigeste vg dermed til de mest nærende Melsorter. Rugmel og Rugbrpd indeholde en Substans, der i sine Egenstaber ligner Stivelsegnmmi (det saa- kaldte Dextrin), hvilket særdeles let gaaer over i Sukker; Byggets Stivelse nærmer sig i mange Egen- skaber Cellulose og er mindre fordøjelig. Havre er især rig paa plastiske Bestanddele, den stoiske rigere *) Hvedeaske. Analyse af Erdmann: Ester Fradrag af Zernilte l,zz Proc. Kiseljord og Sand 3,2,. Phosphorsure Alkalier.................... 49, Phosphorsure Jordarter................... 23,iz Fri Phosphorspre........................__ 27,„g lO0,oo Man sammenligne hermed de fortræffelige Analyser af Th. Way og Ogston. *») „Er det fineste Hvedemel et ligesaa fuldkomment Næ- ringsmiddel, som det raa Mel? Jeg troer det ikke, og jeg mindes med Hensyn hertil Magendies Forsøg, i hvilket en Hund, som fodredes udelukkende med hvidt Hvedebrsd, døde efter 40 Dages Forlob, medens en anden Hund, som fik sort Brod (Mel og Klid), for- blev ilive, uden at dens Sundhed forstyrredes.'- (Mel- lon, samples rencius 1'om. 28 paZ. 40.)