Chemiske Breve 1854

338 Naar den nordthdste Lastdrager ikke rigtig kan komme fremad med en svær Byrde og bestandig med smaa Pauser paany maa tage fat, saa styrker han sig til hver ny Kraft- anstrcengelse ved en hjertelig Eed, og den hiælper altid. Naar de Nlnngauer Vinkicelderfolk rulle et rigtig svært Fad op af Kiælderen, saa de oftere maae standse og tage fat igien, saa styrke de sig til hver ny Anstrængelse ved en hjertelig Drik Din, og den hiælper ogsaa hver Gang. Ikke mindre uudtømmelig end Vinbjergets Poesi, men endnu flet ikke udgrundes, er den rhinlandske Kiælders Poesi. Ikke Jo- hannisberg Slot og Eberbach Kloster alene have deres Vin liggende i pragtfulde Korshvælvinger, bvor Dobbeltskinnct af det brudte Dagslys og Lampestiæret saa magist kaster sine Straaler tilbage fra Hvælvingerne, medens massive Murpiller kaste deres kæmpemæssig udstrakte Skygge derind imellem. Det gientager sig i det Smaa i Hundreder af gamle Privatkiældere — stolte, underjordiske Pragtbygninger i deres Art. Fylde Kiældcrnmimeiie sig om Foraaret med dodelig bedøvende Dunster af giærende ung Vin, saa skydes, naar man maa gaae derned, flammende Brande fra eet Trin af Kiældertrayyen til et andet, og medens den dunkle Dybde giennemtrænges af det skarpe Skin, stiger man uilder Be- flyttelse og Beskiærmelse af den rensende Flamme i Mag ned til Fadene. Trænger Rhinfloden om Foraaret ufor- varcnde ind i de vinfyldte Kiældere, saa seile Kiælderfolkene ikke siwlden om dernede i Vinkar ligesom denj hellige Theo- nest for at sprodse Fadene og paa saadan Maade befæste dem til Jorden. Men ikke altid forstaae de at holde sig saa snildt over Bandet som hin Helgen, hvilket da med- forer de pudsigste Situationer. (Bilag til Nr. 322 af „Allgem. sAugSb.j Zeitung", 18de Novbr. 1850.)