Danmarks Kridtpibefabrikation
En industrihistorisk Studie

13 syet en Frakke i Kjøbenhavn, thi da den Skræder, der grebes i at benytte Andet end dansk Klæde, ikke alene blev mulkteret, men risikerede at miste sin Lavsrettighed, maatte han følge en Række i Forordningen foreskrevne Forsigtighedsregler for at sikre sig, at det Klæde, der leveredes ham, var dansk. Tiden vilde have danske Fabriker frem; ja saa stærkt laa det den paa Sinde, at et Reskript af 13. April 1753 paalagde Landets Præster at formane deres Tilhørere til paa enhver Maade at fremme de indenlandske Fabrikers Opkomst12. Herefter vil det findes naturligt, at Burtons Privile- gium ikke indskrænkede sig til simpelthen at tillægge An- søgeren 4 Aars Eneret til Driften af en Pibefabrik. Hvad det kom an paa, var at gjøre Fabriken til Planteskole for andre saadanne Fabriker her i Landet, og derfor for- pligtedes Burton til at oplære danske Lærlinge, han maatte ikke have Fremmede i sit Brød. Desuden maatte Fabriken kun udsælge en gros, mindst 3 Gros fine eller 6 Gros grove Piber, men dette skyldtes andre Hensyn. Vi møde her det kjøbenhavnske Urtekræmmerlav, som holdt strengt paa sine Rettigheder; blandt hvilke det regnede Retten til at sælge Tobakspiber en detail. Det hævdede dette i sin Erklæring over Salomon Burtons Ansøgning, ja fik det udtalt i selve Privilegiet, og da det i Begyndelsen af 1749 klagede til Politimesteren, Etatsraad Torm, over at «Tobakspinderne saavelsom The- og Porcellænshandlerne herudi Staden har ligesom med en Slags Rettighed udi deres Huse og Boder understaaet sig at sælge og for- handle Tobakspiber tværtimod de Urtekræmmerne med- delte kgl. allernaadigste Lavsartikler», førte det til, at Politiet lod tre Mænd besøge Byens samtlige Tobakspindere samt The- og Porcellænshandlere med Advarsel mod den