Materiallære 1915

— 141 — ogsaa en Brudgrænse*). Er Materialet derimod sejgt, vokser Nedbøj ningen stærkt, og Materialet mister sin Bæreevne, uden at egentlig Brud indtræder. Ved Prøvningen viser dette sig ved, at Prøvemaskinens Vægtslang synker ned og bliver liggende paa Understøtningen. Bøjeprøver foretages særlig med SLøbejærn, Træ og Beton. 198. Bøjelighedsprøver, der mest foretages med Me- taller, er som nævnt rene Sejghedsprøver, idet Materialet ved Bøjningen underkastes en vis Formforandring, der tjener til Maal for Sejgheden. Arten og Størrelsen af Formfor- andringen retter sig efter de Fordringer, man ved Anven- delsen stiller til Materialet. Sædvanlig bøjes Prøvelegemet omkring en cylindrisk Dorn, for at Krumningen under For- søget kan holdes konstant. Dornens Tykkelse har stor Indflydelse paa Forsøgsresul- tatet. I mange Tilfælde for- langer man, at runde Prøve- stænger skal bøjes omkring en Dorn med Diameter lig Prøvestangens Diameter (Fig. 10 a). Undertiden skærpes For- dringen til, at Dornens Diameter skal være lig det halve af Prøvestangens Diameter (Fig. 10 b). Foruden af Dornens Dia- meter afhænger Materialets Anstrengelse ogsaa noget af Størrelsen af den Vinkel, hvorigennem Bøjningen foretages. Som Regel forlanger man, at Prøvelegemet skal bøjes 1800 •) Ved Hjælp af den fundne Brudbelastning, P kg, kan man be- stemme Materialets Bøjningsstyrke, d. v. s. den Spænding, som erholdes ved at indsætte Brudmomentet M — x/4 P. 1, hvor 1 er Af- standen mellem Prøvestangens Understøtninger, i den almindelige Bøjningsformel Den saaledes med de virkelige k = M = VJ w w ■ beregnede Bøjningsstyrke passer imidlertid ikke Forhold, thi den benyttede Formel forudsætter,