Materiallære 1915

__ 242 — maa anvende meget rent Støbegods med ret lavt Kulstof- og Siliciumindhold, kun lidt Fosfor og intet Svovl. 385. Støbejærnets Egenskaber afhænger baade af dets kemiske Sammensætning og af den Behandling, det har været underkastet ved Udstøbningen. Angaaende Indvirkningen af Kulstof, Silicium, Mangan, Fosfor og Svovl henvises til, hvad der er sagt i § 357 om fremmede Stoffer i Raajærnet. Ved Udstøbningen er det særligt den Hurtighed, hvormed Af- kølingen foregaar, der har Betydning, samt endvidere de Foranstaltninger, der er truffet for at hindre Blæredannelse. Styrken afhænger foruden af den kemiske Sammen- sætning tillige af den Hurtighed, hvormed Afkølingen er foregaaet. En stærk Grafitudskillelse paa Grund af langsom Afkøling gør Støbejærnet mørkt og grovkornet, hvorved Styrken nedsættes, medens en mindre stærk Grafitudskillelse, fremkaldt ved hurtigere Afkøling, giver lysere, mere fin- kornet og stærkere Støbej ærn. Skørheden tiltager med Mængden af kemisk bundet Kulstof. Som nævnt forøger Fosfor ogsaa Skørheden. Man regner dog gerne, at et Fosforindhold paa indtil 0,8 °/0 kan tillades selv i Konstruktionsdele, der ved pludseligt Brud kan foraarsage Ulykker. Skørheden er størst ved lav Temperatur. Haardheden vokser med Mængden af Mangan og bu- det Kulstof. Et ringe Siliciumindhold vil ogsaa forøge Haard- heden, medens et stort Siliciumindhold gør Støbejærnet blødt, fordi det foraarsager Grafitudskillelse. Modstandsevnen overfor Opvarmning forringes stærkt ved Tilstedeværelse af Fosfor og Svovl, som med Jærn dan- ner letsmeltelige Legeringer, der ved Glødningen siver ud. Langvarig Glødning til over 1000° C kan bevirke Bortbræn- ding af det bundne Kulstof og Iltning af Jærnet, saa at der dannes Bran dj ærn, der let skaller af. Gentagne Glødninger bevirker, at Støbejærnet faar en blivende Rumfangsforøgelse paa indtil 4 %, hvilket er et Forhold, man maa tage Hen- syn til f. Eks. ved Anbringelse af Ristestænger. Smeltepunktet ligger sædvanlig ved ca. 1200 0 C.