Materiallære 1915

Forfatter: A. L. Vanggaard, J. Jonas

År: 1915

Forlag: Jul. Gjellerups Forlag

Sted: København

Sider: 565

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 584 Forrige Næste
— 361 558. Farven spiller den største Rolle for de naturlige Sten, fordi det som Regel er af Hensyn til Udseendet, at de bruges. Naar Stenene er sammensat af flere Mineraler, er det meget ofte et enkelt af disse, der giver Stenen dens Farvetone. Ved Granit er det Feldspatten, der giver den røde Farve. Hos Sandsten er det Bindemidlet, der bestemmer Farven. Undertiden findes ('arven oprindelig hos Stenarten, og undertiden fremkommer den først senere, f. Eks. ved Iltning af Jærnforilte til Jærnilte. De stribede Farver i Mar- mor skyldes Mineraludskillelser af Vand, der har cirkuleret i Revner og Spalter. Da netop Farven er af saa stor Betydning, er det natur- ligvis af Vigtighed, at Stenen er farvebestandig. Farve- forandringer kan især fremkomme, naar Stenen indeholder Svovlkis, da dette som foran nævnt kan ilte sig til Ferro- sulfat og Svovlsyre. Ligeledes kan Stenarter, hvis mørke Farve skyldes Kulstof, delvis affarves, naar Kullet iltes. 559. I Forbindelse hermed staar ogsaa Evnen til at mod- tage Politur, idet Poleringen i betydelig Grad forhøjer Farve- virkningen. En Stens Evne til at lade sig polere afhænger baade af de enkelte Mineraler, der sammensætter den, og af Strukturen. En meget porøs, hullet Sten lader sig ikke po- lere, hvis man ikke kunstigt fylder dens Porer. Jo mere ensartet de enkelte Mineralkorn er i Haardhed, desto lettere lader Stenen sig polere. Smukkest lader de helt ensartede Stenarter som Marmor sig polere, men ogsaa Granit, Ser- pentin og Porfyr lader sig polere meget smukt. 560. Ildfasthed. De naturlige Sten har meget forskellig Modstandsevne mod høje Temperaturer. Bedst taales de af Serpentin, lyst Glimmer, Tagskifer og Sandsten med ler- eller kiselholdigt Bindemiddel. Derimod er Basalt (smelter), Granit (springer), Kalksten og Marmor (afgiver CO2) ikke ildfaste. Hvor Stenene kan blive udsat for stærk Ophedning, maa man ved en »Ildfasthedsprøve« forvisse sig om, at de kan taale en saadan Den udføres ved, at man opheder en vandmættet Sten til Hvidglødhede i 1 Time og derpaa af- køler den i Vand. Stenen maa da ikke tabe sin Sammen- 24