Materiallære 1915

362 hæng. Ved denne Prøve kan dog selv meget ildfaste Sten faa fine Revner. 561. Vægtfylden spiller en Rolle ved Stenens Transport og ved Beregningen af statiske Konstruktioner, fordi de na- turlige Stens Egenvægt er ret betydelig ved Stenkonstruk- tioner. Nu er der kun en ringe Forskel paa de forskellige Stenarters Vægtfylde, naar lige undtages nogle enkelte stærkt porøse og derfor meget lette, idet Vægtfylden kun varierer fra ca. 2,3—3,0. De forskellige Stenarters Vægtfylde vil blive nævnede under Omtalen af hver enkelt Art. De naturlige Stens Brydning og Tildannelse. 562. De naturlige Sten brydes med enkelte Undtagelser altid i aabne Stenbrud (»i Dagen«). Som oftest er selve Sten- arten dækket af et tykkere eller tyndere Lag »Afrømning«, der først maa fjernes. Stenmassen danner ikke et sammen- hængende Hele, men er ved Revner og Sprækker delt i mindre Partier. Ofte gaar disse Revner vinkelrette paa hin- anden og deler derved Stenmassen i »Bænke«, der paa den ene Side letter Brydningen, men paa den anden Side sætter en Grænse for Størrelsen af de Sten, der kan brydes, og undertiden kan Revnerne ligge saa tæt, at der i det hele taget ikke kan faas brugbare Bygningssten. 563. Brydningen foregaar i Reglen derved, at man ved Hakker og Kiler hugger en Fure i Stenen, hvorefter der neddrives Mejsler, til Stenen løssprænges efter et lodret og vandret Plan. Norsk Marmor bryder man ved at hugge cy- lindriske Huller og deri neddrive slanke Kegler. Sandstenen ved Elben brydes ved, at man undergraver Fjældsiden, der foreløbig støttes med Træstykker. Naar man er naaet et pas- sende Stykke ind, bortsprænges Støtterne, og hele Fjældsiden styrter ned. Paa denne Maade slaas der naturligvis meget til Skærver; men man sparer at borttage Afrømningen, der her er meget stor. 564. Sprængning med eksplosive Stoffer bruges ikke meget, fordi der let slaas for meget i Skærver. Af blødere