Materiallære 1915

— 377 hugges paa Brydningsstedet. De kan enten have slebet Over- flade og kaldes da »gullandske«, eller de kan være ru, og kaldes saa »Kinnekullefliser«. 618. Ortoceratitkalken forekommer desuden i Kinnekulle og paa Bornholm; men disse Forekomster brydes ikke til Bygningssten. Den sidste, der indeholder 10—15 °/0 Ler, har været brugt til Kalkbrænding. 619. Marmor. Herved forstaar man i strengere For- stand kun de krystallinske Kalksten, der er undergaaet en senere Omkrystallisation. I Teknikken har Navnet imidler- tid en videre Betydning, idet man dermed betegner alle tætte Kalksten, der kan lade sig polere. 620. Marmor er altid kornet krystallinsk, men Korn- størrelsen er meget variabel, lige fra grovkornet til tæt I tynde Stykker er det gennemskinneligt, og Bruddet er altid glinsende. Det indeholder sjældent Hulrum, men er som Regel noget porøst, hvilket bedst ses paa en frisk Brudflade; men selv polerede Overflader er porøse, og man maa derfor vogte sig for at spilde f. Eks. Smøreolier fra Dørhængsler paa Marmorgerikter, da Olien suges ind og efterlader grimme gule Pletter, hvis den ikke straks aftørres omhyggeligt. 621. Farven er meget varierende, og Marmor kan faas fra snehvidt til dybsort med alle Nuancer og Farver, hvidt, gult, grønt, rødt, brunt, graat og blaaligt; dog er de grønne og violette Farver sjældnere. 622. Vejrbestandigheden er ikke særlig stor i vort Klima, og selv det bedste Marmor vil hurtigt miste sit smukke Udseende, naar det anvendes til udvendig Brug. I denne Henseende er de lyse, kiselsyreholdige Marmorarter de bedste. 62.3 . Marmor findes flere Steder i Evropa. De for os vig- tigste Forekomster er i Italien, Belgien, Norge og Græ- kenland. 624. Det hyppigst anvendte Marmor er det italienske »Blanc clair«, der er hvidt med sorte eller blaalige Aarer. Det finder udstrakt Anvendelse til Vægbeklædning, Gulv- fliser, Bord- og Servanteplader og Diske. Det brydes navnlig 25