Materiallære 1915

383 — indeholder kulsur Kalk, Kul eller Svovlkis. Den kulsure Kalk giver sig til Kende ved Brusning, naar Skiferen be- handles med Saltsyre, Kulstoffet ved Vægttabet, naar den pulveriserede Skifer glødes med Salpeter, og Svovl- kisen ved Lugten af Svovlsyrling, naar Skiferen op- hedes med Salpeter i et Reagensglas. Kalkholdige Skifre vil ogsaa sprænges, naar de efter Glødning lægges i Vand, fordi Kalken læsker sig og derved udvider sig. En anden udmærket Prøve for Skifer er at ophænge et Stykke i et lukket Cylinderglas, paa hvis Bund der er en mættet, vandig Opløsning af Svovlsyrling. En daarlig Skifer vil allerede efter faa Dages Forløb begynde at forvitre, medens de gode Skifre kan holde sig i Maaneder. Porøsiteten kan prøves ved, at man stiller en Skiferplade med Enden i Vand. En god Skifer maa da efter et Par Døgns Forløb kun have suget Vandet et Par Millimeter op; eller den kan prøves ved, at Skiferen lægges i Vand. Vandoptagelsen maa da højst udgøre 0,15 %• Endelig maa Skiferen ikke indeholde Revner, da saadanne kan foraarsage Sprængninger, hvis Vandet fryser i dem. Man kan prøve den for Revner ved at slaa paa den med en Hammer. Den skal da give en klar Klang. 656. Den engelske Port Madoc Skifer regnes for den hedste. Den er blaasort og leveres i Plader paa 3 — 5 mm Tykkelse og 35 X 60 cm Størrelse. Den gaar i Handelen i 3 Kvaliteter, nemlig »OId vein«, der er den bedste, »Spot- ted vein«, der har Svovlkispletter, og »Deep vein«, der har Tværaarer, som gør den svagere. 657. De amerikanske Skifre har et stort Kalkindhold, og de taaler ikke Svovlsyrlingprøven. De er mindre vejr- bestandige end de engelske. 658. Fra Frankrig indføres grønne og røde Skifre, der er temmelig gode, og blaa, der ikke er vejrbestandige. Løse Stenarter. 659. Herved forstaar man saadanne Mineraler, der af Vandet eller Isen er blevet transporteret til deres nuværende