Materiallære 1915

— 54 — Nordamerika, Grønland, Tyskland og Frankrig. I Mod- sætning til Diamant er Grafit en god Leder for Varme og Elektricitet. Det forbrænder meget vanskeligt og benyttes derfor blandet med ildfast Ler til Smeltedigler for tungt- smeltelige Metaller. Grafil kan ligesom Diamant fremstilles kunstigt ved at opløse Kulstof i smeltet Jern og afkøle Op- løsningen langsomt; men desuden fremstilles der store Mængder Grafit kunstigt i den elektriske Ovn. Grafit har udstrakt Anvendelse til Blyanter, Smørelse, Kakkelovnspulver, Grafitmaling m. m. Blyanter fremstilles ved at male Grafit, blandet med (),8—1,6 °/0 ildfast Ler. Blandingen presses derefter til Stænger, der glødes i Ler- mufler og derefter indlægges i Træ. Ved at variere Ler- tilsætningen og Glødningen kan man fremstille Blyanter af forskellig Haardhed. 52. Det amorfe Kul findes naturligt som: Stenkul, der er dannede ved naturlig Forkulning af Fortidens Plantevækst. De er dybsorte, tætte, skifrede og har muslet Brud. De bestaar ikke af rent Kulstof, men indeholder vekslende Mængder af andre Stoffer, navnlig Brint, Kvælstof og Aske- bestanddele. Størst er Kulstofindholdet hos Antracit, hvor det kan naa op til 96 %. Man plejer at skelne mellem fede og magre Kul. De fede Kul indeholder mange For- bindelser af Kul og Brint; de svulmer op ved Forbrændingen og bager ofte sammen. De udvikler megen Gas og brænder derfor med lang Flamme. De magre Kul indeholder kun faa fremmede Bestanddele. De brænder derfor med kort Elamme og fordrer temmelig kraftigt Træk, ligesom de under Forbrændingen til springer i Stykker. De giver megen Varme og frembringer ikke megen Røg. Af de her i Landet almindeligt anvendte Kulsorter skal omtales: Antracit, der findes i England og Amerika, er udpræget magre Kul. De har en meget stor Varmeevne, men kræver Paapasselighed ved Fyringen og er ret dyre. Waleskul ligner meget Antracit. De falder let hen til Støv, hvad der kan give Anledning til Selvantændelse. Newcastle kul er fede Kul, der brænder med lang,