Blade Af Farveriets Historie I Danmark

FOLK OG FARVER farer Biskoppen i Flammer mod den »offuermaadige prang met Klæder oc andet« og giver den Skylden for Spedalskhed, Kræft, Apopleksi og alle mulige andre Ulykker. Ja, selv den verdslige Øvrighed finder sig foranlediget til at skride ind. Dette staar dog i Forbindelse med Ønsket om at bevare en Forskel i Klædedragten mellem de fornemme og Borgerne. Der er adskillige spredte Paa- bud gennem Tiderne, her skal nævnes et enkelt, som ogsaa i andre Retninger har Interesse nemlig en Forordning af 13. Marts 1683 om »Klædedragt, Bryllupper, Barseler og Gjæstebud«. I Præmis- serne omtales, hvorledes Overdaadigheden i Klædedragt saaledes har taget Overhaand, at adskillige er »geraadede udi yderste Ruin«, og der gives derefter en Række Bestemmelser, blandt andet den, at kun visse Standspersoner og »ellers alle og enhver, som vil interessere udi noget af Manufakturene for 500 Rdlr. maa bære sorte Fløiels Kjorteler og anden ærbar Dragt«. Den 23de Juni kommer dertil den yderligere Bestemmelse, at Folk som kongelige Betjente og Kunstnere »endog maa bære affarvede blommede Silke- stoffer, dog foruden Guld eller Sølv«. Smagen synes paa dette Tidspunkt at have ændret sig noget, Sammensætningen af uens- artede skarpe Farver, er ikke længere saa yndet som tidligere, saaledes har den sorte Farves enkle Virkning vakt Opmærksom- hed. — Renæssancetidens Kærlighed til Pragt og Farver gik saa vidt, at man tilsidst tillagde Farverne helbredende Kraft. I et Brev, som Grevinden af Mansfeld skriver til den svenske Prinsesse Anna*), fortæller hun, hvorledes hun i Nederlandene saa alle gamle Kvinder bære skarlagenrøde Kjortler. Paa hendes Spørgsmaal: hvorfor? svarer man hende, at denne Farve mægtigt styrker Lem- merne. Og virkelig: Grevinden lader sig ogsaa gøre en, og efter en Maaneds Forløb gør hendes Ben ikke længere ondt. En ny Periode i Farvemodernes Historie opstaar i Tiden omkring den franske Revolution. Det vakte Røre ved Ludvig XVI’s Hof, da Benjamin Franklin i 1776 dukkede op i det elegante Versailles. I sin sorte Klædesdragt tog han sig besynderlig ud mellem de spraglede, silkeklædte Hoffolk. Det kunde ikke undgaa Opmærk- somheden, at netop Dragtens Beskedenhed gav dens Bærer et særligt fornemt Præg. I de følgende Aar forsvandt da ogsaa adskillige af de gamle, barbariske Moder. I Stedet for det tunge, *) Citeret af Troels-Lund. 9