Blade Af Farveriets Historie I Danmark

 FOLK OG FARVER For det første: 1 blaa Pelskaabe, som man nu bruger dem, og som du selv synes. 20 Alen Lærred til Særke. 2 Alen bredt Lærred til Huer. 23/4 Alen Linon til Ærmer. 1 */2 Alen Perginan til Strømper. 13/4 Alen til et blaat Forklæde. 1 Stykke hvidt Silkebaand. 1 Par Sko og et Par Tøfler.« Moderne varede den Gang længere end nu og var omtrent ens i hele det Europa, som omfattedes af Civilisationen. Den blaa Pelskaabe og Ærmerne af Linon (hvidt, løstvævet, fint Linnedstof) gaar ofte igen herhjemme. Klædeskabet maa i det hele taget have været godt forsynet. Under Kristian III og Frederik II skifter Hofdragterne jævnlig Kulør. I 1528 forbydes det Adelsdamer at have mer end tre Silkekjoler hver, men dette Paabud er næppe blevet strængt over- holdt. Beretningerne tyder derpaa. I et Skuespil fra Midten af det 16. Aarhundrede (»Kortvending« af Magister Sthenius, aftrykt i »Danske Samlinger«) udtaler en Borgerdatter: . . . ieg wisthe alldriig, huadt ieg wiille drage: Bruntt oc blaatt oc dysther grøntt, Høg fioll farie thett wor rett skiøntt, Brangulltt oc saa lauendell blaatt, Lejfuer farij oc aske farij grott Sliigt hagde ieg nock . . . men saa er det ikke troligt, at Adelsdamen har været synderlig mere beskeden. Adskillige Moralister tog Forargelse af dette Forhold, saaledes de to Gejstlige, Hans Tavsen og Peder Palladius. Den sidste udsender 1556 et Skrift: »Om den leppede oc forkludede Hose- dieffuel«, som gaar drabeligt tilværks mod Modegalskaben. I Tyskland er den almindelig og — »naar der er Ild i vor Naboes huss, da kommer det io snart til vort huss, om wi icke dis- nøyere vaare paa. Huad vil ieg sige? Den Hose dieffuels Ild brender alerede mange stæder her i Danmarckis rige . . .« og nu 8