Blade Af Farveriets Historie I Danmark

FABRIKSFARVERE OG BONDEFARVERE Mens der ikke herhjemme kendes nogen Sondring svarende til den, der i mange af Tysklands Egne blev gjort mellem Sietfarvere og Skønfarvere, det vil sige mellem Linned- og Uldfarverne, stilles her ofte Fabriksfarverne, der var knyttede til Tekstilfabrikerne, i Modsætning til Bondefarverne, der drev selvstændig Virksomhed. Om Sondringen har haft nogen reel Betydning før omkring Aar 1800 er uvist, men man kan vel nok gaa ud fra, at Fabriksfarverne var de dygtigste. Indtil i Midten af det nittende Aarhundrede var Antallet af Tekstilfabriker her i Landet meget begrænset, det er derfor forud givet, hvor Fabriksfarverne maa søges. Af Børnehusfarverne er allerede nævnt Lukas Hammer, der sikkert har været den betyde- ligste af sit Fags Udøvere i den første Halvdel af det syttende Aarhundrede. Et Vidnesbyrd om hans Duelighed er det, at Kongen, da han i 1633 forpagter Farverigaarden til en Johan Ettersen betinger sig, at denne skal »farve for os lige for den Pris og lige saa vel som Lukas Farver«. Det er iøvrigt ikke meget, der vides om hans Livsskæbne. I et Brev fra 1642 siges det, at han »skal være med en hæftig Sygdom anfægtet, saa han næppelig skal komme derfra med Livet«. Hans Hustru, Anna, har i den Anledning skrevet til Kongen og faaet hans Løfte om, at hun efter Mandens Død maa fortsætte Farveriet — hendes Adfærd, der ikke vidner om nogen overdreven Pietetsfølelse, er ganske typisk for Datidens praktiske Kvinder. Af Guldhusets Farvere kan nævnes Gerhardt Andreas Göbel, der efterfølger sin sindsyge Fader, Georg Göbel. Det var en Betingelse for hans Overtagelse af Stillingen, at han skulde give Faderen fri Bolig og aarlig 300 Rdl. i Underhold, men det faldt ham saa vanskeligt at udrede dette efter Datidens Forhold ogsaa 32