Det danske Fyrvæsen
1560-1660
Forfatter: V.A. Secher
År: 1900
Sider: 400
UDK: 387
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
341
til 50 læs ved til at begynde med og herom underrettedes
lænsmanden på Alborghus ved missive 22. februar 1561,
i det det tillige pålagdes ham. så snart skibene begyndte
at sejle, at sende skibe til Norge og der hente så meget
ved, fyr og andet, som vilde behøves til at holde lampen
ved magt med, samt at lade det hugge og oplægge til tor-
ring, og at bestille ved i forråd til næste år, så at man
ikke skal mangle til foråret. Yderligere pålagdes det ved
missive 17. april s. å. abbeden på Vidskøl kloster at
lade hugge 500 læs ved i klostrets skove, hvor der vilde
ske mindst skovskade, til fyrlampen på Skagens rev1) og
senere i 1564 ved missive 25. marts fik følgende læns-
mænd palæg om at levere ved til fyrlampens vedlige-
holdelse : på Børglum kloster 100 læs, på Astrup, Sejlstrup
og Vrejlev kloster hver 50 læs og på Vidskøl kloster
300 læs2). Det er heraf klart, at de ofte gentagne klager
over, at indretningen af fyret pa Skagen har voldt øde-
læggelse af skovene i Vendsyssel, ere grebne ud af
luften. De 50 læs brænde, som leveredes til dermed at
sætte blusset i gang, kunde da hverken göre fra eller
til, brændet fra Vidskøl kloster vedkom ikke Vendsyssel,
og de i 1564 leverede 250 læs fra læn i Vendsyssel
kunne heller ikke have spillet nogen stor rolle for sko-
venes ødelæggelse, når man betænker, at der næppe lod
sig føre store læs brænde på fortidens bøndervogne ad den
tids slette veje op til Skagen. I øvrigt brugte man som
nu påvist norsk brænde, og intet tyder på, at der til det
ældste fyr på Skagen, således som af fyringeniør Grove
påståt3), er blevet anvendt kul, end ikke trækul.
Også skovene på Anholt skulle være faldne som
Brevboger a. st. s. 28.
2) Brevbøger a. st. s. 411.
8) Det ovfr. s. 330 a. st.