Det danske Fyrvæsen
1560-1660

333 skellige andre småafhandlinger om danske forhold, an- føres således en talemådesom siges at være almindelig blandt samtidens sømænd og lød: Lassoe, Nidung und Anholt Macken, dat menig stürman niet wert olt; men fyrene på Skagen og Anholt omtales dog ikke i det nævnte værk, skønt det f. eks. om Anholt fremhæves, at øen udmærker sig ved tre kirker. Det blev imidlertid Kristian IV forbeholdt at udvide belysningen af de danske have med fyrindretninger på Nidingen i Halland og ved Falsterbo, og först i Fredrik Ill’s tid fik man fyr på Læssø. Fyrindretningerne gennemgik i de forste 70 år af deres drift en række omdannelser, inden man 1626—29 nåede den konstruktion, ved hvilken man derefter i over 100 år slog sig til ro for de Heste fyrs vedkommende og for Falsterbo fyret endog lige til 1795.2) Fremstillingen i det følgende3) falder derfor naturlig i afsnit efter disse konstruktioners art, nemlig: papegöjefyrene (»fyr- lamperne« belysning tned brænde), tårnfyrene (»lyg- terne«, belysning med tran eller talglys og en ganske kort tid, efter en som det viste sig uheldig ombygning, med kul) og vippefyrene (»fyringerne«, belysning med stenkul). Proverbium vulgo inter nautas jactatum, se »De regno Daniæ et Norwegiæ insulisque adjacentibus . .. tractatus varii«, s. 59. Talemåden anføres også af Arent Berntssön (Danmarks og Norges frugtbare herlighed 1,169), der oversætter den således: Det volde Niding, Anholt, Læssø, At mangen god styrmand ung må dø. 2) Se Bloch a. st. 3) Skönt nærværende tidsskrift nærmest beskæftiger sig med jyske forhold, har i denne afhandling fyrene i de gamle danske lande øst for Øresund måttet medtages, fordi æmnet ikke ret godt lader sig dele.