Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

122 FREMHÆVNING I TEKSTEN linier, naar sving og ranker udfylder hele kolumnebredden eller en større del heraf, og rankerne løber ud i papirranden mod bund* eller sluttestegen. I digtsats kan begyndelsesbog* stavet staa i den for de enkelte kolumner gældende indryk* ning. Se i øvrigt eksemplerne paa omstaaende sider. FREMHÆVNING I TEKSTEN. Naar enkelte ord eller hele sætninger skal træde frem fra den fortløbende tekst, benytter man enten spatiering eller man fremhæver med en kraftigere udgave af tekstskriften eller med skrifter i samme skriftkarakter som tekstskriften, men hvis snit i stærkere eller ringere grad afviger fra denne. Fremhævning ved spatiering burde kun anvendes i fraktursats, da der i denne skriftart itv tet mellemled findes mellem tekstskrift og halvfede skrifter, medens man i antikva baade har kursiv og kapitæler. Spa* tiernes tykkelse bør rette sig dels efter skriftbilledernes stør* reise og bredde og dels efter skriftvidden; til nonpareil og petit vil i punkt, til korpus og cicero i ’/z punkt spatier for det meste være passende. Spatierede linier bør kun i yderste nødsfald knibes. Ved spatiering i antikvasats bør der selv« følgelig ogsaa tages hensyn til bogstavernes form; de skrift« billeder, hvis tegning giver uregelmæssige mellemrum i visse forbindelser, som f. eks. Fa, Pa, Ta, Va, n, spatieres enten slet ikke eller mindre end de andre skrifttegn i ordene. For ligaturerne (d), cf, f; og tø) i fraktur gælder, at de i tyske ord eller navne ikke maa opløses i enkelte bogstaver og spatieres, medens de samme bogstavforbindelser under lignende for* hold spatieres i antikvasats. Alle andre sammenstøbte bog* staver derimod skilles og spatieres. I antikva er fremhævning med kursiv altid at foretrække for spatiering. — Med und* tagelse af fremhævede navne foran i linien af kataloger og lignende arbejder, saavel som enkelte kursiverede ord med parentes eller klamme for og bag, bør man til skilletegnene efter isolerede fremhævede ord i løbende tekst benytte de til grundskriften hørende tegn, men naar en eller flere selvstæn» dige sætninger kursiveres eller sættes med en federe skrift, bør man bruge de til fremhævningsskriften hørende skille« og læsetegn. Versalier og kapitæler bruges i nordisk antikva* sats kun til fremhævning af egennavne første gang de fores kommer i et tekstafsnit eller paa en kolumne.