Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

126 NORM, KOLUMNETAL mel paa fire blade skæres fra arkene inden falsningen og en= ten lægges uden om eller inden i de resterende otte blade a£ hele arket, gives strimlen Sekundasignatur, saafremt den lægs ges inden i, men primasignatur, hvis den lægges uden om de otte blade. Det hører med til sætterens pligter at drage om« sorg for, at signaturtallenes rækkefølge er rigtig. NORM. Forlæggere, der har mange forlagsartikler, i hvilke saavel den typografiske udstyrelse som format og pa« pirsort er ens, forlanger for det meste deres bogarbejder for* synede med norm. Undertiden angiver normen forfatterens navn, værkets hovedtitel og bindnumer, oftest dog de to sidste oplysninger alene. Normen hører altid sammen med primasignaturen paa hvert arks første side og sættes hyppigst af én grad mindre skrift end de til signaturen benyttede tal, og anbringes i kolumnens venstre side. Normen reguleres paa samme maade som signaturen i kolumnens underslag og skal saa nær som muligt holde retning med signaturtallets skrift« linie. Efter formatets størrelse indrykkes normen 2—3 gevier* ter af den skriftstørrelse, hvormed den sættes, men naar teks* ten kun indrykkes én geviert, er det bedre ogsaa at benytte samme indrykning for normen. I det tilfælde, at man er tvun= gen til at gøre en kolumne, paa hvilken der skal anbringes norm og signatur, en linie kortere end det normerede antal, saa slaas denne linies plads under norm og signatur (se prø« ven under den følgende side). KOLUMNETAL. I de haandskrevne bøger og de ældste tryk brugtes ikke paginering, men kun bladtal, som ru* brikatoren prentede i det ydre hjørne af papirranden, og i de ældste tryk med kolumnetal blev disse behandlede som vore dages marginaler, det vil sige: de anbragtes i den ydre papirrand, enten omtrent paa midten af kolumnen eller udfor den første tekstlinie. Denne sidst nævnte stilling kan man i vore dage finde genoptagen i bogudstyr, der ved haartrukne midler søger at opnaa et præg af originalitet, men er ikke anbefalelsesværdig, allerede af den grund, at teksten kan £aa et latterligt anstrøg ved at læseren drager kolumnetallet ind i denne. I den almindelige praksis er kolumnetallene altid anbragte indenfor den givne formatbredde, enten over eller under teksten, men paa forskellig maade. I bogarrangemen«