Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

IJ2 FODNOTERS BEHANDLING eller kolonel). I almindelighed rykkes notelinier alle ligelig ind; efter formatets størrelse og de til noterne benyttede tegns tykkelse andrager denne indrykning fra 2—4 gevierter. I den første linies indrykning anbringes notetegnet med en mellem* rumstype mellem tegn og tekst og den øvrige udfyldning foran tegnet, saaledes at alle notetegn staar nøjagtig under hverandre paa tekstsiden. Denne maade at indrette noterne paa, skader imidlertid kolumnernes regelmæssige firkant, og mange forfattere indretter derfor noterne efter fransk skik, nem* lig ved at behandle dem som tekst, med den første linie rykket ind med den i værket brugelige indrykning og de følgende linier satte paa fuld formatbredde. — Almindelige noter be* gynder med ny indrykning; kun i værker, hvor noterne er meget kortfattede, sættes disse fortløbende. Noter skilles fra teksten enten med en fin streg, der efter formatets størrelse kan være fra 3—8 cicero bred, eller fylde hele formatet, eller endelig kun ved et lille mellemslag. — Noter paa fuld linie* bredde er det kønneste, og udeladelse af notestreger har stor praktisk betydning for trykkeren. Enten noterne skilles fra teksten med eller uden streg, bør mellemslaget ikke være mere end en fuld linies plads, heri indbefattet forskellen i kegle og skydning, og dette fordeles ligeligt paa begge sider emedan ungefär enehanda4) lekor och nöjen, endast något mera förfinade, voro öfliga bland ståndspersoner, som bland dem, jag *) piga 0: Tjenestepige. 2) uthärda, udholde. 3) hopp, Haab. 4) enehanda, ligedan. af stregen, naar en saadan anvendes. — Naar en note fylder mere end siden ud fra notetegnet i teksten, maa det oversky» dende gaa over paa næste sides fod og hvis der ogsaa findes noter paa denne kolumne, anbringes disse under den brudte note. Kan en note ikke gaa ind paa to sider, maa der mindst være to linier tekst øverst paa hver kolumne, indtil noten er sluttet. Hører der en større note til en af de sidste tekstlinier SKaabe, tjbor ben ftjneS mig afgjort at burbe foretrælleS.*) — SDleb £>enføn til æerfene i ©unløgg (Saga Bemcertebe jeg i bet foregaaenbe gormobning fl)ne§ mig meget tiltalende, ftønt Q®nbrinflerne er noget bel brtftlge og ganfTe unøbbenbifle. *) S)et følger af fig felb, at ingen ÉRettelfe er foretaøen bilfaarlfg, men at be alle er grunbebe paa bet i ^aanbftrifterne foreliggende 2Jlateriale, for faa bibt man beftemt fan be-