Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

UDGANGSKOLUMNER 137 en rubrik ikke fylder saa meget i bredden, at dens tekst gaar et passende stykke ind over den følgende rubriklinie, bør den glatte sats ved ombrydning af nogle linier enten knibes saa meget ind, at udgangslinien gaar fri af rubriklinien og derefter kan betragtes som en del af mellemslaget, eller den maa spiles saa meget ud, at tekstlinien rækker et godt stykke ind over rubrikken. — Begynder en tekstside med en mellem* eller underrubrik, bør der efter skriftstørrelsen fordeles 1—2 linier over og under denne; kommer rubrikken derimod ikke helt øverst paa kolumnen, maa der staa mindst tre linier af den forudgaaende tekst over rubrikken, saafremt udgangslinien kun udfylder en mindre del af formatbredden. En rubrik af mellemstørrelse, som kommer langt nede paa en tekstside, maa efterfølges af mindst to fulde tekstlinier, en hovedrubrik i samme tilfælde af mindst en halv snes tekstlinier. SLUTNINGSKOLUMNER. Medens sætteren nogenlunde er herre over linieantallet paa begyndelseskolumner, er dette sjældnere tilfældet paa den sidste tekstside af afsnit, idet disse ofte kun indeholder faa linier tekst. I det fra typo= grafiens ungdom overleverede tekniske sprog kaldes en saa« dan slutningskolumne en spids. Fra et æstetisk synspunkt betragtet, burde en slutningskolumne indeholde det samme linieantal som den tilsvarende begyndelseskolumne, og den burde altid staa paa en side med lige paginering, ligesom et nyt afsnit altid burde begynde paa en side med ulige pagi* nering. Men da forfatterne sjældent er i stand til og endnu sjældnere er tilbøjelige til at hjælpe paa typografisk uover* kommelige mangler ved indskrivning eller udstregning i ma« nuskripterne, kan disse ikke afhjælpes paa regelret maade. Man har derfor fra typografisk side opstillet den regel, at en forsvarlig slutningskolumne mindst bør indeholde det samme antal linier som selve nedrykningen andrager, men selv dette kan ikke altid naas; i praksis bringes fordringen ofte ned til 4—5 tekstlinier. For at forvandle en uheldig slut« ningskolumne til en nogenlunde brugelig, maa man ty til midler, der forringer harmonien baade i linierne og i hele satsformen. Man søger først at indvinde linier til slutnings* kolumnen ved udspiling af mellemrummene i og mellem rubrikkerne, dernæst ved at udspile brede udgangslinier saa*