Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
NORRÆNÆM AALET
oo to
det, vil arbejdets økonomiske udbytte ogsaa blive tilfredsstil* lende for ham.
Satsarbejder i moderne fremmede sprog burde selvfølgelig stedse fremstilles under nøje iagttagelse af alle i de paagæb dende landes typografi fra vore afvigende satsprincipper. Men da hvert enkelts teknik opviser en mængde ejendommeligs heder i satsens behandling, som ikke alle er lige lette paa fra* stand at sætte sig ind i, og ved at være i modstrid med vore egne tilvante regler heller ikke er lette at fastholde i hukonv
melsen, savner bøger paa fremmede sprog hyppig netop det, som er karakteristisk for vedkommende lands typografi.
De i det følgende givne anvisninger tager kun sigte paa de mest iøjnefaldende forskelligheder i de forskellige landes sats* regler og er derfor ikke tilstrækkelige, naar det gælder frem* stillingen af større arbejder paa fremmede sprog. I slige til* fælde bør sætteren selv uddybe disse fingerpeg, dels ved hjælp af en lokal typografisk haandbog og dels ved at studere sats? princippernes behandling i omhyggeligt udførte bogarbejder.
DE NORDISKE SPROG kan kun højst uegentlig henføres til fremmede tungemaal, da de alle er vi«
deresudviklinger af oldtidens nordiske fællessprog, Norrænæ= maalet. Dette sprog, der nu benævnes oldnordisk (i Sverige ur^svenska), begyndte omkring aar 1000 at dele sig i afvigende dialekter, af hvilke vore dages nordiske sprog islandsk, fær= øisk, norsk, svensk og dansk udviklede sig.
Det ældste grundlag i de nordiske lande for skriftlige mecb deleiser var runerne, af hvilke der kendes tre forskellige alfa* beter. Runetegnene er en omformning a£ det latinske majuskel« alfabet fra de første aarhundreder efter vor tidsregning.
De ældste gotislogermanske runer bestod a£ 24 tegn, de særlige nordiske runer derimod kun af 16 tegn. Endelig dan* nedes der i middelalderen et tredie runealfabet med et særligt skrifttegn for hvert af det latinske alfabets skrifttegn; det brugtes i det nordiske fællessprog, og i modsætning til de to ældre med samme rækkefølge som det latinske. Det sidste alfabet kaldes stungne runer, i Danmark ogsaa kong Valde*