Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

RUNEALFABETERNE, ISLANDSK CO mårs runer efter et bevaret rune^haandskrift, indeholdende skaanske lov, der tillægges kong Valdemar den store. Sæt* ning af runer forekommer kun i sætterens praksis som korte mi> mxPNi i ni rYmriMro^w futharkgwhnij«eu p=rstbemlngod citater. Adskillelsen mellem ordene dannes af tegnet :, der faar lige stort mellemrum paa hver side. Foruden de oven* r Y Å f U th a r k h n i æ s t b 1 m « nævnte skrifttegn kan der forekomme enkelte varianter og nogle sammensatte tegn (ligaturer). dßnrmrrYMBRhi p håuf abdef.vghijklmnop r s t dh.th u,w y z æ 0 Ved kristendommens indførelse medbragte den indvan* drende gejstlighed det fuldstændige latinske majuskel* og minuskebalfabet, og kun to a£ de gamle runetegn f> (thorn) og D Ö (æd), det sidste endog i stærkt latiniseret skikkelse, op* toges som særligt lydtegn i norrænæ^maalet, medens andre lydtegn dannedes ved accenter paa selvlydstegnene: Å å É é I i Ö6 Ü il Y y 0 0 Q ?• Det islandske alfabet adskiller sig kun fra det oldnordiske ved at 0 ø og Q p sammenfattes i Ö ö. C c og Qq forekommer ikke i oldnordisk, og i islandsk kun i fremmedord. Det islandske sprog adskiller sig fra det oldnordiske ved en ændret retskrivning og et betydeligt ud* videt ordforraacL Særegne satsregler findes ikke for oldnor« disk og islandsk. Store begyndelsesbogstaver bruges kun i egennavne og til det første ord i ny sætninger. Ved brydning af oldnordiske og islandske ord holdes stammen saa vidt mu= ligt sammen og forenede ord brydes ogsaa helst i sammen* sætningsleddene. Derimod kan efterhængte kendeord, saavel i enkelt« som flertal, og stamordsafledninger altid skilles ud og sættes ned i den følgende linie. I oldnordisk: aust»mann=in, østmanden; morg==irvin, morgenen; drykkivin, drikken; orm« inum, slangerne; hamar*skapt4n, hammerskaftet; venda^snekkj« arne, vendersnækkerne; hals^inum, halsene; mætt^usk, mød-