Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

i84 NORSK, SVENSK tes; blund=andi,blundende; hpfödnggjar,kon^ungr. I islandsk: böloum; geÖpast; koivungur; pening^unum; orvænbing; pjoäardnnar; Islencbingum, og saaledes fremdeles. Norge har for tiden to ligeberettigede skriftsprog: rigsmaal og landsmaal. Rigsmaalet, der i mangt og meget stemmer overens med dansk, har hidtil været byernes og de dannede samfundslags talesprog. Landsmaalet er paa en vis maade et kunstigt dannet sprog, idet det er sammenstillet af ord og ven* dinger, særegne for forskellige norske bondedialekter, navnlig fra nord= og vestlandske bygder. Den norske typografis sats* regler stemmer nøje med vore; kun ved deling af ord føres den etymologiske endelse over paa den følgende linie. SVENSK. Med undtagelse af de særlige tegn ä ö å Ä Ö Å for de dansk=norske æ ø aa Æ 0 Aa skrives det svenske sprog med det sædvanlige latinske alfabet. Qog q forekom* mer dog kun i gamle svenske familienavne; W og w benyttes i antikva til fremmedord, men i fraktur, som dog kun bruges til optryk af religiøs litteratur for de brede lag, erstatter efter gammel skik w det enkelte v i svenske ord, derimod ikke i fremmede. Majuskel X bruges ikke i svenske ord, Z og z heller ikke, men brugen af minuskel x er derimod ret hyp« pig. Ligesom dansk afviger det nuværende svenske sprog særdeles meget fra det oldnordiske fællessprog, idet en stor del af de oprindelige former dels er forladte dels udviskede, samtidig med at ordforraadet er forøget med en mængde ord og vendinger, navnlig laant fra tysk og fransk. Navnes ordene inddeles vel ligesom i det gamle fællessprog i tre køn: han«, hun* og intetkøn, men det er kun i almuesproget — samt undertiden af digterne —, at han* og hunkønsformer adskilles med det personlige stedord som grammatikalsk be* tegnelse; i købstadfolkenes talesprog og i skriftsproget findes for navneordenes vedkommende i praksis ikke mere end de samme to køn, som vi ogsaa bruger, nemlig fælleskøn med det ubestemte kendeord en og intetkøn med ett, men i de tilfælde, hvor han* og hunkønsformen bestemt skelnes, £aar ord som dagen, floden, vinden stedordet han, medens jorden, sanningen, konsten £aar hon. Det samme er som bekendt ogsaa tilfældet i danske og norske bondedialekter. Bortset herfra stemmer kønnene i svensk og dansk temmelig overens, idet