Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF SVENSK CO kendeordene en og ett i almindelighed bruges ved de samme ord og ordklasser i begge sprog, saaledes en godhet, en rike= dom, ett äktenskap, ett bränneri. Ord, der ender paa =lek, =ad, =an kan henføres til fælleskøn: en kärlek, en saknad, en början, ord, som har endestavelserne =ande og <=ende (ett so= kande, ett beteende) derimod til intetkøn. En del ord har et andet køn end de tilsvarende danske og norske; foruden de ovenfor nævnte: en saknad, et savn, ett sokande, en søgen, ett beteende, en opførsel, er mange af de ord, der ender paa =skap (en vanskap), af et andet køn, ligesom alle ord, der ender paa =on, f. eks. ett päron, en pære, ett lejon, en løve, ett helgon, en helgen, i modsætning til de tilsvarende danske og norske, hører til intetkøn. Det nære slægtskab mellem svensk, dansk og norsk gør sætningen a£ svensk forholdsvis let for danske og norske sættere, men benyttelsen a£ sproglige hjælpemidler maa dog tilraades. De værste vanskeligheder ligger i endelserne >a, >e og =o i énkelttals* og =ar, =>er, =or i ubestemte flertalsformer, naar manuskriptet er flydende skrevet. Efter det svenske sprogs grammatikalske regler henføres de ord, der har endel« sen =a til hunkøn, men fastsættelsen af kønnet er ikke altid lige sikker, og da vi kun har og ^cr til alle ord, formaar øret sjældnere at vejlede cléinsk-norske sættere. I flertalsform merne findes mere sikre kendingstegn; endelsen =or faar alle de ord, der i enkelttal ender paa =a (gata, gator), =ar faar de ubestemte flertalsformer, der i enkelttal har =e (und* tagen =ande og =are), =el og =ing (kjortel, kjortlar, gerning, gerningar). Ellers bruges den ubestemte flertalsendelse =ar i reglen i de samme ord og ordklasser som det dansksnorske =e (dagar, karlar, hestar), medens =er bruges paa samme maade som endelsen =er i dansk og norsk (vänner, månader) og li* geledes er almindelig endelse for ord af fremmed udspring (soldater, fabriker). Den bestemte flertalsform er £or det me< ste i praksis =arna for de ord, som i enkelttal ender paa =are (fiskare, fiskarna). Vaklende er endelsen ved ord, som har naturligt køn (gossarne, gossarna), og i tillægsordene gør de samme synspunkter sig hyppigt gældende; =a er den almindeligste endelse, =e kun i enkelte tilfælde: den flitige mannen, den flitiga kvinnan.