Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF TYSK CO CO vigende fra de to andre. Med det maal for øje at søge op= naaet en fælles ensartet retskrivning for alle tysktalende lande afholdtes i aaret 1901 en »ortografisk konference« mellem prøjsiske, bayerske, østerrigske og schweiziske statsmyndig* heder. Konferencen førte vel til en overenskomst, som er bindende for de vedkommende landes og landsdeles skole« og andre statsmyndigheder, men da der i de enkelte lande findes hævdvundne stave« og skrivemaader, hvis opgivelse vilde foraarsage forvirring i adskillige forhold, maatte der for mangfoldige ords vedkommende opstilles to stave* og skrivemaader som ligeberettigede. De opnaaede resultater til« fredsstillede af denne grund i virkeligheden ingen, og navnlig ikke bogtrykkerne, idet det standende stridsspørgsmaal om forstaaelsen af, hvad der hører under selvforskyldte sætter« fejl, udvidedes betydeligt ved de ny retskrivningsregler. De samvirkende tyske, østerrigske og schweiziske bogtrykker« foreninger overdrog derfor i aaret 1902 en bekendt sprog« mand, dr. K. Duden i 'Wiesbaden, at udarbejde en udførlig retskrivningsordbog for bogtrykkerier. — Dudens »Recht* Schreibung der Buchdruckereien deutscher Sprache« (Leipzig, Bibliogr. Institut) giver sikre oplysninger i alt vedrørende den tyske retskrivning, saavel det, der er fastslaaet, som det, der er tilladt. Duden er en absolut nødvendig efterslagnings* bog for enhver sætter, der skal overføre et tysk manuskript i typesats; den er saa ypperlig ordnet, at man uden synder* ligt tidstab faar kort og klar besked om alt, som er mindre tydeligt betegnet i manuskriptet. Den ny retskrivning fjerner det stumme h efter t i alle tyske ord (Tal, Träne, tun), hvorimod det bibeholdes i alle ord af græsk og latinsk oprindelse og i tyske egennavne for personer, landsdele o. 1. (Theater, Theodor, Lothringen). I fraktursats skal der altid sættes langt f foran p og t (sammens satte hovedord som $au§=tür, S)ien§=tag, $au§=^lage, SeBraucEj§= pferb selvfølgelig undtagne), f. eks. i ®noføen, faften. I mods sætning til ß kan ff kun staa mellem to selvlyde (ttmfferig, angetneffener, naar det stumme e ikke skrives — hvilket i mange tilfælde har ligeberettigelse i den ny ortografi — maa ff forandres til g (toäßrig, angemegner). Det enkelte | bli= ver derimod uforandret, selv om det stumme e ikke skrives