Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SÆTNING AF TYSK 189 (®rc(f)fler, ®reif)feler, unfere, unfre). Det dobbelte lange ff kan ikke slutte et ord; hvis manuskriptet er utydeligt paa dette punkt, vil sætteren ikke være i tvivl om, at det er ligaturen jj (bafø, muß, iteiß), der slutter ordet. I antikvasats havde man i de sidste to menneskealdre kun s til alle ordforbindelser med ß, f, ff, P; nu benyttes s for é, f og ff (Haus, Knospe, wässerig), men det ny tegn for sz i alle de tilfælde, hvor man ogsaa bruger 6 i fraktur (wäßrig, daß, muß). I ver# saliesats brugtes S tidligere paa samme maade som ovenfor berørt (STRASSE, PREUSSEN); indtil det særegne tegn for SZ i antikva^versalierne er vedtaget, skulde der sættes: STRASZE, PREUSZEN, men den ældre maade er endnu den overvejende. Naar der ved ordforbindelser, som dannes af to selvstændige ord, kommer tre ens medlyde umiddelbart efter hinanden, bortfjernes det ene (Brennessel, Schiffahrt, Schnelläufer, Metalleiste), men hvis det er nødvendigt at dele ordene i sammensætningen, sættes den sløjfede medlyd atter ind (Brennnessel, Schiffsfahrt, Schnellläufer, MetalMeiste). I andre sammensatte, almindeligt benyttede ord sættes med* lyden kun dobbelt, alt uden forskel om ordene staar samlede eller deles: Dennoch, Dritteil, Mittag, Deivnoch, Dribteil, Mittag. Efter ck og tz maa den følgende stavelses første bogstav, hvis dette er k eller z, under ingen omstændigheder udelades: Rückkehr, Schutzzoll. Og naar der efter tre ens medlyde følger endnu en anden medlyd, saa maa i reglen ingen af disse bortfalde: stickstofffrei, stickstofffrei. Endelig er det ikke mere tilladt at erstatte Ä, Ö, Ü med Ae, Oe, Ue, hvilket tidligere var ret almindeligt, da de overhængende punkter paa typerne let knækker af under trykningen. For* søg paa at anbringe punkterne paa andre, mindre stærkt ud= satte steder af typelegemerne er endnu ikke faldne heldigt ud. De moderne tyske sproglige delingsregler — hvilke ikke altid er de samme som de typografiske — stemmer i meget overens med vore egne moderne stavelsedelinger. Ligaturerne cfj (i antikva de adskilte ch) og ß og de saavel i fraktur som i antikva typografisk skilte særegne lydforbindelser sch, ph og th betegner en enkelt lyd, og skal i givet fald altid begynde en stavelse: Büscher, Bu*ße, Harscher, So^phie, katholisch; x og z indleder ligeledes altid en stavelse: He=xe, reizen.